Tror du på spøgelser?

 

Spøgelser er noget, der er skrevet og fortalt meget om i tidernes løb. Nogle af os tror på dem, og nogle af os mener det er vanvittigt at tro på sådan noget, man ikke kan se med det fysiske øje.

Kender du oplevelsen af, at du troede du havde slukket for lyset, men at det så var tændt når du kom hjem? Eller: "hovsa, jeg slukkede da for tv'et lige før?!", men nu er det tændt. Det kan være du kender fornemmelsen af et kraftigt temperaturskift; alle døre og vinduer er lukkede, men alligevel kan en kold vind mærkes. Måske er du ude for, at der bliver flyttet om på dine ting, eller du kan lugte noget, du ikke kan forklare. Eller måske kender du fornemmelsen af en tilstedeværelse, selvom du rent fysisk er alene?

Nogle mener, at nogle gange, når et menneske dør, sker der det, at sjælen af flere årsager kan være forhindret i at rejse videre. Når vi dør efterlader vi vores fysiske krop, og tilbage er vores tanker og følelser - vores bevidsthed eller sjæl.
Et spøgelse er altså
en sjæl, som af forskellige grunde stadig er meget tæt knyttet til den fysiske dimension - vores jordiske verden og dét liv, som sjælen levede dér.
Man kan sige, at sjælen har rettet hele sin opmærksomhed "ned ad" mod jorden, og evner ikke at kigge "op ad"
mod Lyset i den anden dimension, den nu befinder sig i.

Sjælen menes at hænge  fast i en tilstand, hvor dens "synsvinkel" er begrænset, og formår ikke at komme videre på sin rejse. For selvom kroppen ikke er mere, skal sjælen stadig erfare og opleve. Den skal fortsat lære og fortsat udvikle sig, og dens næste skridt på vejen er altså at slippe den fysiske tilstand, hvilket den ikke egenhændigt er i stand til.

Så når vi oplever noget, der spøger, oplever vi faktisk en sjæl, der søger at gøre opmærksom på sig selv…et råb om hjælp. Sjælen vil rette henvendelse til os, på de måder den nu bedst er i stand til, og som vi mennesker kan opfatte med vores sanser og følelser. 

Dér, på den anden side, vil der altid være nogen til at tage i mod os; en slags velkomst komité, der kan få os til at føle os trygge og velkomne. Denne udstrakte hånd, som er en kærlig energi, kan bestå i form af nogen vi havde kær, da vi levede , men som forlod jorden før os selv. Eller den kan vise sig som en skikkelse eller et symbol på noget vi tror på. Men hvis sjælen ikke formår at "se" denne energi, kan den få hjælp af fysiske mennesker, netop fordi bevidstheden er rettet mod vores plan.

Fra:  http://www.tvillingen.dk/Ghost.htm


 

Det vil så sige, at ånder er mennesker der af forskellige årsager er blevet hængende efter deres død og ikke har forladt den fysiske verden.

Der kan være mange årsager til at de er blevet hængende, f.eks. kan det skyldes en dramatisk død hvor de ikke fik sagt farvel til det jordiske liv på en ordentlig måde. Det kan skyldes de ikke har haft nok energi til rejse gennem porten til den anden side. Eller det kan være de ikke nåede at udføre den mission, de følte var nødvendigt for dem, før deres dage var talte. 

Nogle mener, at alle er i stand til at fornemme eller se ånder, men de fleste har fra barns ben lært at lukke af, og sortere sanseindtryk de ikke umiddelbart kan bruge til noget fra. Derfor er der rigtigt mange som ikke bemærker når åndelige væsener færdes omkring os.

Fra:
http://www.skizo.dk/show.asp?id=33

 Se mere   Klik her




 

De fleste af os bruger nok ordet spøgelse når vi skal beskrive hvad det er der er skyld i spøgerierne derhjemme.
Rent faktisk er det ikke spøgelser der er skyld i det, hvis det drejer sig om lyde, trin, døre der åbnes/lukkes, og så videre. Ordet spøgelser bruges generelt, men der er forskel på spøgelser, ånder, og genfærd.

SPØGELSER OG GENFÆRD



Ordet genfærd dækker over det samme som ordet spøgelse, oprindeligt gjorde. Som ordet genfærd siger, drejer det sig om en person der færdes igen. Genfærd eller spøgelser forekommer ofte på gamle borge, slotte, herregårde, hospitaler, og alle de klassiske spøgelsessteder. Disse spøgerier er mestendels kædet sammen med voldsomme oplevelser, som henrettelser, mord, eller ulykker med dødelig udgang. En klassisk historie er den om den unge pige som blev muret levende inde i en niche i væggen. Den findes mange steder, men på Dragsholm slot i Odsherred, er den faktisk blevet bekræftet, idet man fandt et skelet af en ung pige, indemuret i væggen. Skelettet var stadig iklædt rester af en hvid kjole. Hun går igen på slottet, som den hvide dame.
Når sådanne voldsomme begivenheder sker, så ved vi alle at der dannes mange stoffer i kroppen. Adrenalinen pumper, og alle sanser står på spidsen. I Sådan en situation vil den energi man udsender blive kraftigt forstærket, og den energi kan opsuges og lagres i omgivelserne, især i granit. Granit brugtes ofte i de gamle slotte og herregårde, og derfor er spøgerier så almindeligt forekommende sådanne steder.
Med mellemrum vil disse energier der er oplagret frigives, og scenen der foregik da de blev oplagret, spilles igen. Det vil altså sige at som en slags videoafspilning, kan man igen se personen gå ned ad gangen, eller hvad det nu er.

Et spøgelse eller et genfærd er altså en slags afspilning af en begivenhed, der fandt sted for mange år siden. Det forklarer så også hvorfor spøgelser og genfærd går gennem vægge og lignende. Hvis man har en sådan afspilning, et spøgelse, der går ned af en gang, og man en dag beslutter at mure en væg op, tværs over gangen, så vil afspilningen alligevel blive spillet som den altid er blevet, og spøgelset går altså gennem den nyopførte væg.
Der er flere rapporter om spøgelser der "flyver" forbi vinduer i 1ste sals højde, det skyldes ganske enkelt at der engang har været en udvendig svalegang, men på trods af at den fjernes, bliver afspilningen ved at køre på samme måde, og spøgelset "flyver" i luften.




ÅNDER

Hvad er det så der forstyrrer i hjemmet? Trin på trappen, døre der går op og i, elektriske apperater der tænder og slukker, alle de ting vi kender. Det er ånder efter afdøde personer. De har en fri vilje, og kan derfor opføre sig forskelligt fra gang til gang. De kan den ene nat stå og kigge på en person der sover i sengen, en anden nat står de måske og kigger på personen når han/hun ligger og sover på sofaen. Ånder kan man tale til, man kan få dem til at forsvinde (hvis de selv vil), de kan blive set forskellige steder i huset, under forskellige omstændigheder, og er altså, man kan næsten sige, selvstændigt tænkende og handlende eksistenser.



POLTERGEISTER

Udover spøgelser/genfærd og ånder, så er en ting man kan komme ud for poltergeister.
De kaldes også drilleånder. Det er dem der kaster med ting, vælter alt ud af køkkenskabet, og så videre. Der har analyser af forekommende tilfælde vist, at det så godt som altid er en teenager tilknyttet, en teenager med personlige problemer. Disse fænomener opstår kun når denne kontaktperson er i nærheden. Den mest udbredte teori er faktisk at det ikke skyldes ånder, men på en eller anden måde forårsages af en person, som nævnt oftest en teenager, med personlige problemer. En teenager der har det svært, der slås med forskellige ting på det personlige plan, og derved på en eller anden måde sætter disse ting i værk. Ikke bevidst, det er ikke svindel, men ubevidst. Dermed ikke sagt at der ikke kan findes ånder der synes det er hylende morsomt at tømme et køkkenskab ud på gulvet. Det er set...



ONDE ÅNDER

Til sidst har vi den rigtig uhyggelige del af spøgerierne. Heldigvis en meget MEGET lille del.
Det drejer sig om det mange kalder onde ånder, men som der er udbredt enighed om ikke har med ånder at gøre, men drejer sig om noget der ikke er jordisk. Eller ihvertfald ikke er ånder efter afdøde mennesker eller dyr. Nogle mener det er dæmoner, og det er ganske muligt. Det er ihvertfald en energi af onde kræfter, og det er ondt. Jeg har set klip fra en engelsk eller amerikansk (det husker jeg ikke), spøgelsesgruppe, der under en undersøgelse af et hus sendte to af medlemmerne op på loftet, hvor de havde fundet ud af at der var aktivitet. Det havde nær kostet dem livet, de blev angrebet, den ene blev forsøgt kvalt, og de undslap kun med nød og næppe, den ene med hovedet først ned gennem loftslemmen over køkkenbordet... I sådanne situationer skal man holde nallerne væk, og lade en præst udføre en slags excorsisme for at tvinge det væk. Man skal ikke spille smart i sådan en situation, som legen ånden i glasset også viser, er der kræfter inden for det paranormale vi ikke kender.

Meningen med denne lille gennemgang er at vise lidt om forskellen mellem de forskellige begreber. Det der her er beskrevet er de mest almindelige teorier indenfor parapsykologien. Som nævnt i starten kaldes det meste ganske enkelt for spøgelser, og det er helt fint, dette blot for lige at forklare, at der er forskel, og hvori den består.


fra:
http://ghosthunter.spiritnet.dk/




 


Interview med Aase Kristensen:
Aase og ånderne

Ånder er ikke noget, man skal være bange for, og man skal slet ikke falde på halen for dem. Men begynder man selv at påkalde dem, så skal man vide, hvad det er, man vil. Ellers kan det godt gå galt.

Disse gode råd kommer fra Aase Kristensen. Hendes borgerlige erhverv er yogalærer, men i mere end tyve år, har hun interesseret sig for den spirituelle verden. I forbindelse med optagelserne til Lars von Triers tv-serie, "Riget", var Aase Kristensen konsulent for skuespilleren Kirsten Rolffes, der spiller Fru Drusse, som har en særlig evne til at komme i kontakt med de døde. Bl.a. holder hun en spiritistisk seance på sin hospitalsstue på neurokirurgisk afdeling. Og det er den lidt sære Fru Drusse, der opnår kontakt med den 7-årige pige, Mary, hvis ånd går igen i elevatoren og på Rigshospitalets gange.

Ånder er lige så forskellige som os andre
Ånderne, det er de afdøde, og de er lige så forskellige som os andre. De er her og kan vise sig for os, men det er ikke alle mennesker, som er lige opmærksomme på dem. Det er især folk, der er særligt sensitive, som lægger mærke til dem, fortæller den 55-årige, meget ungdommelige og slagfærdige Aase Kristensen, som bor i en lejlighed på Amager, men hun venter på, at hendes nye hus på landet, bliver sat i stand. Hun mener ikke, at der er noget mystisk eller overnaturligt i den slags fænomener.

De er lige så virkelige, som de levende mennesker, men manifesterer sig bare på en anden måde. Både i Østen, i Latinamerika og i dele af Afrika betragter man ånder som en ganske naturlig del af hverdagen og virkeligheden. Grønlænderne har kendt til dem og de var også en del af de nordamerikanske indianeres kultur. Det er bare i vores materielle og fortravlede kultur, der ikke rigtig er plads til at være opmærksomme på dem. Og når nogen folk så overraskes af dem, bliver de bange, fordi det er noget ukendt, siger Aase Kristensen.

Noget sådant skete bl.a. på filmselskabet Zentropa, som har produceret "Riget". Her oplevede en ellers meget jordbunden og alt andet end overtroisk filmklipper, at lyset pludselig var tændt, og at der sad nogen ved hans klippebord, da han en aften var helt alene i huset. Senere følte han, at ånderne ligefrem pustede ham i nakken og forsøgte at komme ind i kroppen på ham. Han blev så forskrækket, at han i dag nægter at tale om episoden.

Det er nok nogle ånder, som har været interesseret i være med til at lave filmen, konstaterer Aase Kristensen afslappet, som om det er den mest naturlige ting i verden. For hende er det en næsten dagligdags ting at være i kontakt med det, de fleste mennesker betragter som noget "overnaturligt". Men det er egentlig ikke noget, hun er interesseret i at gøre noget særligt ud af.

Det er jo ikke noget, jeg går og beskæftiger mig med dagen lang, så tror jeg nok, man gik hen og blev lidt sær, siger hun leende. Jeg har jo også mit helt almindelig arbejde at passe. Og nogle gange bliver jeg også træt af de ånder, som viser sig for mig, og så siger jeg til dem: "Fis af. Jeg er træt af dig, så pas dig selv." Det kan man jo også godt finde på at sige til et levende menneske, som man synes er både besværligt og irriterende. Det er vigtigt, at man ikke falder på halen for dem, og lader dem styre én. Der er eksempler på, at folk, der ikke har sagt klart fra, er blevet hjemsøgt af ånder.

Korset beskytter mod ånder
Mange af de ånder, som viser sig, er forvirrede - måske fortvivlede - og lever i en slags gråzone. De tibetanske buddhister kalder dem "The Hungry Ghosts" - de sultne spøgelser. Det er mennesker, som ikke døde med fred og ofte har haft en voldsom død. De kan være blevet dræbt i en færdselsulykke, blevet myrdet eller noget i den stil. De kan ikke finde fred, og opsøger derfor de levende, for at få dem til at hjælpe sig. Det er f.eks. tilfældet med den lille pige, som viser sig i Riget. Sådan nogle ånder kan være ret påtrængende og besværlige. Og når man f.eks. laver en hel tv-serie, som beskæftiger sig med lige netop den slags fænomener, så bliver de nysgerrige og tiltrækkes. Det er jo slet ikke sikkert, at de kan se, at der bare er tale om en filmoptagelse, siger Aase Kristensen.

Skuespilleren Kirsten Rolffes har selv været i kontakt med ånder i sin ungdom, men blev dengang så forskrækket, at hun med stor bestemthed bad dem om at forsvinde og holde sig væk. Det har de så gjort siden. Men i forbindelse med optagelserne til Riget, hvor hun som fru Drusse direkte påkalder dem flere gange, var hun bange for at udfordre dem igen.

Men det er muligt at beskytte sig imod ånder, så de slet ikke opsøger én. Og det fortalte jeg Kirsten Rolffes. Hver dag inden optagelserne slog hun korsets tegn for sig, og gentog det igen, når de var færdige. Når hun kom hjem, slog hun kors for alle vinduerne i sin lejlighed. Det beskytter mod, at ånderne komme ind i éns lejlighed. Og det virkede. I modsætning til så mange andre, der har været involveret i produktionen omkring Riget, så har Kirsten Rolffes ikke set skyggen af en ånd. Jeg ved, at Birgitte Raaberg, der spiller rollen som den unge sygeplejerske Judith, der oplever en grotesk graviditet i serien, gjorde det sammen. Men mange af de andre ignorerede det fuldstændigt, og det har de måske fortrudt.

Når man kan bruget korset, så er det ikke kun fordi, det er et kristent symbol. Det går helt tilbage til den forhistoriske tid, hvor det havde en magisk betydning. I det gamle Ægypten, symboliserede det f.eks. sjælens fremtid. Det vigtigste er, hvilken betydning man selv lægger i det, konstaterer Aase Kristensen.

Forfærdeligt at ville mure lille pige inde
Hun er ikke lige begejstret for alt, hvad det sker i Lars von Triers tv-serie. Jeg har bl.a. forstået, at man forsøger at mane den lille piges ånd ind i en væg og murer hullet til, så hun bliver spærret inde. Det er jo forfærdeligt. Til gengæld er det helt rigtigt, når Kirsten Rolffes som fru Drusse taler med ånderne ved hjælp af stearinlys og blinkende el-pærer. En af deres måder at kommunikere på er at puste til et stearinlys, ligesom de kan komme og puste én i nakken. Samtidig har de en særlig evne i forhold til elektricitet, som jo også i sig selv er et fænomen, der er sært uhåndgribeligt og svært at forstå. De kan gå igennem elektriske ting og tænde og slukke lyset. Jeg har engang oplevet, at de har sat en ghettoblaster igang, som ikke havde nogen batteriet i sig. Derfor er det heller ikke så mystisk, at der er sket underlige ting ude på Zentropa, som f.eks. elevatoren, der er gået igang med at køre op og ned, uden at der har været nogen i den.

Advarsel mod de unge eksperimenter
Blandt mange unge, er der en dille med at "køre glas", for at komme i kontakt med ånderne. Det er en gammel spiritistisk disciplin, som jeg gerne vil advare unge og uerfarne mennesker imod. Den består i at man holder fingeren let mod et glas. Rundt om glasset ligger der et alfabet, og så kører ånden glasset hen mod et bogstav og kommunikerer ved at skrive ord. Men man skal vide, hvad man vil med det. Ellers kan det gå galt. I princippet skal ånderne sige sandheden. Men nogle af dem behøver jo ikke være for kloge, og måske keder de sig og prøver at fastholde kontakten med os. De behøver ikke være sandhedsvidner. Når unge mennesker så spørger dem i kådhed om noget, som ånden intet aner noget om, så kan den måske finde på at svare helt hen i vejret, bare for at holde kontakten. Hvis den f.eks. fortæller unge, usikre mennesker at de vil dø unge eller komme til at lide af en frygtelig sygdom, så kan de få forfærdelige konsekvenser. Der er eksempler på, at unge har begået selvmord efter sådan en seance. For de unge kender jo slet ikke noget til ånder. For dem er det bare en spændende leg, som pludselig bliver virkelighed. Derfor skal man advare mod sådanne ting. Det allerbedste var, at man fik et mere afslappet forhold til den slags fænomener, og fortalte børn og unge om det i skolen. Så kunne mange undgå en hel masse ubehagelige ting, slutter Aase Kristensen.

Fra: http://www.datadan.dk/jh/riget/intervu/aase.htm








Har du oplevet spøgelser?
Hvorfor så ikke dele det med os?
Skriv din historie, eller hvad du har oplevet under " Spøgelseshistorier"




wtc11

Findes der spøgelser, genfærd, ufoer, poltergeister eller monstre, uhyrer, dæmoner?

Det er et spørgsmål millioner af mennesker stiller konstant.

Er vi tossede, hvis vi har set eller oplevet noget?

Findes det virkelig, eller er det blot menneskets fantasi?

Jeg ved det ikke!!!!!!!



Se spøgelsesbilleder   klik her