 |
|
|
 |
|
FARMOR OG FARFAR
Min farmor Else Johanne Christensen og min farfar Wilhelm Frederik Christensen er begge født i 1909.
Jeg er ikke klar over hvor de blev født.
De giftede sig og bosatte sig i Bindslev, hvorefter de flyttede til Dronning Alexendrinesvej i Skagen.
De var ikke i stand til selv at få børn, så de adopterede min far som 2-årig fra et børnehjem.
De fik ikke andre børn.
Da farmor og farfar blev pensioneret, flyttede de tilbage til Bindslev til en pensionistlejlighed på Løkkegårdsvej.
Jeg tror de var ensomme der, men ved det ikke med sikkerhed. De havde kun den ene søn- min far - og min søster og mig af børnebørn. Jeg kender ikke noget til nogen vennekreds.
Min søster og mig besøgte dem ikke meget da vi blev voksne og stiftede familie. Vi besøgte dem faktisk kun få gange. Vores børn har kun set dem få gange.
De døde begge inde for et halvt år i 1995 - 86 år gamle.
FARMOR:
Else Johanne Christensen 1909-1985.
Min farmor var ud af en børneflok på 3 piger.
Hun var smuk med gylden fløjelsblød hud. Hendes hår sad altid perfekt, hun havde fine guldbriller og guldsmykker og hende tøj var fint og hun duftede godt. Alt var perfekt.
Hvad der ikke var så perfekt ved farmor var, at hun snorkede helt unaturligt højt. Sagde man det så til hende, blev hun lettere irriteret og svarede, at det i hvert fald ikke var sandt.
Jeg tror hun var psykisk syg. Selvom det aldrig er noget der er blevet talt om ,og jeg ikke er kyndig i at stille diagnosen, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl.
Hun duftede utroligt af sæben natusan. Alle badeværelsesprodukterne var af mærket Natusan.
Når jeg kom på ferie den ene gang om året, blev jeg straks sat i badekaret og skrubbet med natusan- sæbe, fik vasket hår i natusan- shampoo og skumbadet var ligeledes natusan. Derefter blev jeg tjekket godt og grundigt for lus og andet utøj.
Jeg blev sat på en stol og skulle gerne bare blive siddende, så jeg hverken grisede mig selv til, eller grisede hjemmet til. Jeg husker ikke der var noget legetøj, malebøger el.lig. udover en rød plastic- kanin.
Jeg legede oftest med en pind med en snor, som jeg så forestillede mig var en hund. Den gik jeg så tur med.
Alle møbler var dækket med tæpper og madlavningen foregik på et lille gasblus nede i bryggerset, selvom de havde det fineste køkken. Det skulle ikke bruges. Det samme gjaldt for opvasken.
Gulvtæpperne blev til tider hevet af, for at rense rillerne i trægulvet neden under tæppet. Der kunne ligge smuds.
Fik hun ikke sin vilje, eller gik det ikke som hun gerne ville, gav hun sig til at tude.
Hun havde absolut ikke forstand på børn, så min far fik en traumatisk barndom, noget der kom til at præge ham resten af livet. Jeg som hendes barnebarn, har heller aldrig været i tvivl om, at hun ikke kunne lide mig. Jeg tror det var Guds vilje, at hun ikke selv kunne få børn.
Senere i hendes liv, blev hun meget aktiv inden for gymnastik, badminton og TRIM.
FARFAR:
Wilhelm Frederik Christensen 1909-1985.
Farfar var en dejlig mand. Han var stor og stærk og med kæmpe hænder. Han var ud af en børneflok på 14.
Han arbejde mange år som skovhugger og senere på et teglværk. Det sidste han beskæftigede sig med var som minkfarmer.
Han var stille og rolig og rigtig rar. Han legede med mig, når jeg var på ferie, og han tog mig med ned i bryggerset og bagte æbleskiver til mig. Han tog mig også med ud i minkfarmen, hvor jeg fik lov at hjælpe til med det der nu var ansvarligt for min alder.
Han var nok lidt af det vi kalder en tøffelhelt. Han gjorde i hvert fald alt for at tilfredsstille min farmor.
Det var farfar der bl.a. stod for madlavningen, selvom farmor gik hjemme. Det var også ham der stod for deres flotte, fine og kæmmede have.
Han var en handyman. Han byggede bl.a. et lysthus i baghaven, hvor han kunne sove middagssøvn, så han ikke støvede så meget i soveværelset. Et overdækket indgangsparti, hvor skoene kunne stå, så de ikke kom ind i bryggerset.
Jeg tror han syntes det var synd for mig, når jeg var på ferie, men han sagde ikke farmor imod.
MORMOR:
Ella Borup Vinther
Findes der et psynonym for min mormor, må det være hjertevarme.
Mormor fik 8 børn og 12 børnebørn. Og der var hjerterum og kærlighed til hver eneste af os.
Mormor var lidt godt i stand og jeg husker, jeg syntes hendes hage hang som på en pelikan.
Som ung havde hun været rødhåret, men med årene var det blevet gråt. Hun havde fregner op ad armene og hun bar altid en terilinkjole. Jeg husker især en blå kjole, den havde hun ofte på.
Hun var glad og smilende. Vi var tit på besøg. Jeg husker ikke vi var der alene, der var altid mostre og onkler, fætre og kusiner.
Jeg husker en jul, hvor jeg i julegave fik de fineste røde futsko med en lille fjerkant. Dem havde hun selv syet. Jeg mener hun lavede alle julegaverne til os børn selv.
Min mormor døde i 1972 da jeg var 9 år gammel.
MORFAR:
Svend Hermann Vinther
Morfar var også et dejligt menneske. Fyldt med godhed og varme. Han var høj og slank og han havde altid et smil på læben.
Han røg cigar - mange. Altid sad der en cigarstump i mundvigen. Når man kom ind ad døren, var det det første der mødte sig, en røgsky af cigaros og cigarduns.
Jeg husker ikke lugten generede mig, jeg synes bare det lugtede af morfar.
Han brugte briller. Jeg husker, at jeg ofte tænkte, at jeg ikke forstod hvordan han kunne se ud af dem, så fedtede var de. Efter mange år med briller, fandt øjenlægen ud af, at morfar slet ikke behøvede at bruge briller, men at han havde et upåklageligt syn. Morfar selv syntes nu at brillerne klædte ham, så han fortsatte med at bruge dem.
Morfar var socialdemokrat, fagforeningsformand byrådsmedlem. Når der var anledning til fest, skulle der altid synges: Når jeg ser et rødt flag smelde.
Ud over det politiske, var minken hans store interesse. Jeg husker jeg har været med oppe ved minkene og jeg husker lugten. Om det var minkene eller deres fodder der luktede, ved jeg ikke, men jeg kunne godt lide lukten.
Men mest af alt tror jeg han var Husbond, far og morfar.
Han udstrålede en ro, en humor, en hygge og en glæde og tilfredshed.
Altid var der et smil på hans læber, som spejlede sig i hans øjne, og så med cigarstumpen i mundvigen.
Ofte sad jeg og kiggede og ventede på, hvornår asken faldt ned på hans tøj.
Jeg tror også han var et anset menneske i Hirtshals. Alle vidste hvem Svend Hermann var. Om det var fra Fagforeningen, Byrådet eller som medborger ved jeg ikke.
Jeg tror han elskede mormor utroligt højt, og jeg tror det tog hårdt på ham, da hun alt for tidligt døde fra ham. Ligesom det tog hårdt på ham, da min mor døde i 1982.
FAR OG MOR
Mor og far giftede sig i 1956.
De fik 2 piger. Min søster i 1959 og mig i 1963.
De bosatte sig et par år i Strandby, hvor min søster blev født og hvor min far åbnede en frisørsalon. Derefter bosatte de sig i Hirtshals, hvor de blev boende resten af livet.
De nåede lige at holde sølvbryllup, inden min mor døde alt alt for tidligt i 1982 i en alder af blot 45 år.
MOR -
Gerda Larsen f. Vinther 1937-1982
Min mor blev født i 1937 i en meget lille landsby ved navn Ugilt. Hun var den ældste ud af en søskendeflok på 8. - 6 piger og 2 drenge.
Jeg tror hun havde en dejlig barndom med masse af kærlighed. Penge var der ikke meget af, men de holdt sammen på godt og ondt.
Jeg har aldrig hørt min mor sige noget dårligt om sin barndom. Jeg har faktisk aldrig hørt hende sige noget dårligt om nogen overhovedet.
Som ung kom til at arbejde i et bageri i Bindslev. Jeg mener også det var på det tidspukt hun mødte min far.
Jeg har hørt historier om, at mor var ganske eftertragtet blandt de unge bejlere. Hun forelskede sig i en kaptajn ved navn George, mener jeg, men de kunne af en eller anden årsag ikke få hinanden.
Hun giftede sig med min far og fik min søster og mig. Jeg ved ikke om hun syntes det var et godt ægteskab, hun klagede aldrig. Min mor og far var meget forskellige og var kommet fra to vidt forskellige hjem. Jeg tror ikke min farmor var særlig begejstret for min mor. "Hun var ikke fin nok".
Min mor var et dejligt menneske. Jeg ved ikke om hun var lykkelig, men jeg tror hun var tilfreds. Jeg hørte hende aldrig klage over noget.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var elsket af min mor. Hun gav mig tryghed, kærlighed, varme og selvtillid.
Min mor arbejde på fuld tid hele min barndom. På kontor fra mandag til fredag og ved en bager om søndagen.
Hun var ikke en der gjorde en masse ud af sig selv, hun så ud, som hun var blevet skabt. Ikke noget med makeup eller farve sit hår. Ikke noget med at bruge neglelak osv.
Hendes påklædning var altid- lidt slidte cowboybukser og en swether. Smykker bar hun ikke.
Men hun var smuk alligevel. Hun havde et smukt hjerte. Hun smilede altid. Hun var varm, mild og hjertelig.
Hun røg som en skorsten. Ikke cigaretter med filter, som de fleste kvinder, nej hun røg Quins - og da hun ikke kunne købe dem mere fordi de ikke længere fandtes på markedet, gik hun over til cecil.
Det betød, at hendes fingre var gule af nigutin.
Mor var med i en strikkeklub. Jeg husker, at når de andre damer tog deres cigaretter og fine guldlighter op af deres fine tasker, så tog min mor hendes cecil og en husholdningsæske med tændstikker op af hendes plastikpose. Fine fornemmelser havde hun bestemt ikke.
Alkohol derimod rørte hun aldrig. Jeg har aldrig set min mor drikke en øl eller et glas vin. Til fester og højtideligheder drak hun citronvand.
Da min søster og jeg kom i teenageralderen og begyndte at gå i byen, sad hun trofast oppe til vi var kommet hjem. Både fordi hun var bekymret for om derr skete os noget, men lige så meget fordi hun var så nysgærrig for at høre hvad vi havde lavet.
Min mor elskede, når min søster og jeg holdt fest. Tit havde hun inviteret lidt flere til vores fester, end vi vidste af. Festerne blev ofte holdt i haven, hvor der blev tændt bål og vi spillede og sang. Så sad mor med til festen med sin citronvand og nød at se vi hyggede os og havde det godt. Når hun tog en tår af sin citronvand, sugede hun i flasken, så når hun slap, gav det et ordenligt smæld.
Vi var teenagere som alle andre. Hverken værre eller bedre. Når jeg var kommet i unåde, var hendes kommentar altid: Jamen Lone!
Hun forkælede os meget. Vi fik meget, tøj, penge til slik, penge til at gå i byen for osv.
Det var sjældent vi fik et nej, hvis vi bad om et eller andet. Jaja, så pyt da! sagde hun altid.
På et tidspunkt opdagede vi, at vi havde fået mus. Et lille hul i stuevæggen var ud- og indgang for de små gnavere. Min far satte musefælder op, men lige lidt hjalp det. Der kom bare flere og flere mus. Vi opdagede til sidst, at det var mor der gik og fodrede musene i smug. Hun syntes det var synd de var sultne.
Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at lære min mor at kende som menneske, men kun som min mor.
Min mor døde 45 år gammel, da jeg var 19 år.
FAR:
Jørgen Larsen 1934-2009
Jeg ved ikke hvor min far er født. Han blev født af en letlevende dame fra Aalborg – faderen var en skærslipper (en landevejsstryger der cyklede rundt og sleb folks knive og sakse).
Far kom på børnehjem og blev som 2- årig adopteret af mine bedsteforældre.
Han kom til et hjem, hvor børn ikke var børn, men noget man bare skulle have for at have en hel familie.
Han voksede op i Frederikshavn og Bindslev.
Hans barndom var traumatisk. Det var en tid hvor ”horeunger” ikke var velsete, og horeunge var hvad han blev kaldt. Han var enebarn, så der var ingen søskende at ty til.
Han kunne heller ikke søge trøst hos sine forældre, da de aldrig havde fortalt ham, at han ikke var ”ægte”.
Puberteten blev ikke bedre end barndommen. Han blev befængt med bumser. Hver dag måtte han sætte sig i en balje, hvor så min farmor skrubbede ham med en stiv børste, da hun var sikker på han havde fnat.
Kammerater havde han ikke med hjem. Om det var fordi min farmor ikke ville have det, eller fordi far var flov over hans mor, ved jeg ikke.
Fandt han en pige, var der ingen der var gode nok.
Uddannelse var noget farmor sørgede for. Hun bestemte far skulle være frisør, så hun sørgede for han kom i lære som frisør – selvom far aldrig havde ytret ønske om at blive frisør. Men sådan blev det.
Jeg tror ikke min far nogen sinde oplevede kærlighed i sin opvækst. Det gjorde så, at han senere i livet ikke var god til at give kærlighed.
Jeg tror han på mange måder blev en god ægtemand, men jeg så aldrig kærligheden mellem mor og far. Måske gjorde man bare ikke det dengang, det ved jeg ikke. Jeg har aldrig set far give mor et kys el.lign.
Han blev ikke en god far, men han gjorde vel hvad han havde lært og så godt han evnede.
Jeg har aldrig følt, at far elskede mig – og jeg har aldrig følt jeg elskede ham. Han var bare min far.
Jeg husker kun 2 eksempler på, hvor han og jeg gjorde noget sammen. Den ene gang sad jeg på en slæde ud gennem skoven, hvor vi skulle ud og hente juletræ. Den anden gang var vi cyklet i skoven. Vi sad på en bænk og drak en rød sodavand.
Om det var noget far havde foreslået, eller det var min mor der havde insisteret på det, ved jeg ikke.
Far var ofte sur og gal, så jeg valgte aldrig at gå til ham.
Samtidig kunne han være en festlig fætter. Til vores fester spillede han harmonika, spillede på skeer og drak øllet Dortmunther - og vi hyggede os. Far ville gerne have en øl.
Far arbejde nogle år som frisør, hvorefter han fik arbejde ved kommunen. Der blev han resten af sit arbejdsliv, som stoppede som 52-årig.
Far var god til at male. Han malede flere flotte malerier, men han var usikker på sig selv, bange for at resultaterne ikke blev, hvad folk forventede, så det blev lagt på hylden.
Han var spillemand. Han spillede på harmonika og var med i Hirtshals spillemandslaw i mange mange år. Jeg tror han nød det, men også det blev lagt på hylden en dag.
Han blev enkemand som 48- årig da mor døde. Jeg ved ikke hvordan han havde det efter min mors død, det var ikke noget vi snakkede om. Mor blev meget sjældent nævnt.
Efter nogle år alene, fandt han en ny kvinde. De passede rigtig godt sammen og de fik 17 lykkelige år sammen.
Der var stadig ikke plads til min søster og mig, og slet ikke vores børn. Vi blev skubbet væk, uden han vidste han skubbede os væk.
Venner fra sin ungdomstid blev også skubbet væk. Han ville ikke have noget med nogen at gøre, men passe sig selv, som han sagde.
De valgte at leve de to sammen, hvor der ikke var plads til andre, men de havde det godt sammen.
Far valgte ubevidst at se sort på alting. Andre mennesker, samfundet, små småskavanker osv. Men uanset hvor meget jeg forsøgte, ville han ikke se lyst på tingene. Det er ikke alle der er belæst Lone, sagde han så?
Han ville ikke lære nyt. Få en mobiltelefon, en cd-afspiller, læse en bog el.lign. Han sagde altid, at det var han for gammel til at lære.
Far døde i 2009 efter 4 ugers sygdom 74 år gammel.
Jeg bærer ikke nag til far længere. Det gjorde jeg da jeg var ung.
Han evnede ikke at være en god og kærlig far, for det havde han aldrig lært eller set. Men han gjorde det sikkert så godt han evnede.
|
|
 |
|
|
|