Jeg er som tidligere skridne i Israel.

* Hvad er det egentligt de ikke kan finde ud af?

* Hvorfor kan de ikke bare leve i al fordragelighed?

* Tilhører landet mere til den ene eller den anden part?

* Hvem er det det er mest synd for? osv. osv.

Efter en hel del tid på nettet osv. synes jeg, jeg er kommet et svar nærmere.

Har det også undret dig, hvorfor der i så mange år har været uroligheder i Israel?

Jeg har prøvet at stykke det sammen så overskueligt som muligt og samtidig forsøgt at holde mig neutral. 

I medierne fremstilles det ofte som om Israel og palæstinenserne er to jævnbyrdige, lige fanatiske og gale modstandere. Men Israel-Palæstina konflikten er ikke historien om to uromagere, der hver især har uret.

Den handler om et folk, det palæstinensiske, der er blevet frataget sit land af en besættelsesmagt, staten Israel; en kolonisering skabt og støttet af Vesteuropa og USA.

Ved FN-delingsplanen fra 1947 blev Palæstina delt i to dele, den ny stat Israel fik den største del og palæstinenserne en mindre del.

I 1967 besatte Israel området.
Palæstinenserne fik aldrig deres egen stat.
Den kæmper de stadig for den dag i dag, et halvt århundrede senere.
 

Hvem er palæstinenserne? Og hvor kom de fra? Hvorfor mener de Israel er deres land?  

Palæstinenser er enhver, som gør krav på at være det med den begrundelse, at han enten selv er født i Palæstina eller er efterkommer af en, der er født der. Palæstinenser har i sig selv intet med religion at gøre. Men i denne artikel ses der bort fra de palæstinensere, der var jøder, fordi de ved statens Israels oprettelse i 1948 blev israelere. Det kan i teorien være lidt vanskeligt helt præcist at afgrænse, hvem der kan regnes til det palæstinensiske folk; men i praksis eksisterer dette problem ikke. Enhver palæstinenser er sig sin nationale identitet bevidst, og udlændinge, der ikke kan skelne de arabiske dialekter fra hinanden og derfor er nødt til at spørge om nationalitet, vil straks få svaret »palæstinenser«.

I midten af forrige århundrede udgjorde palæstinenserne ca. en halv million, hvoraf ca. 5% var jøder. Den første nøjagtige folketælling fandt først sted i 1922, og den viste, at befolkningen var vokset til 752.048, hvoraf jøderne udgjorde ca. 11 %, de kristne knap 10% og muslimerne ca. 78%; den resterende del udgjordes af drusere, bahai'er, samaritanere og andre mindre sekter.

Palæstinenserne som flygtninge

l 1947 tildelte FN jøderne 56,5% af Palæstinas jord; indtil da havde de ejet mindre end 10%, og efter krigen i 1948-49 var palæstinensernes andel skrumpet ind til 22%. På den ene side var denne omfordeling af ejendoms- og brugsretten til Palæstinas jord blevet besluttet mod palæstinensernes og de arabiske nabostaters vilje, og på den anden side var zionisterne ikke tilfreds med det område, FN havde tildelt dem; derfor antog udviklingen så voldelige former, at ca. 750.000 af Palæstinas 1,3 million arabiske indbyggere blev flygtninge. Flygtningenes identitet afslører samtidig voldsmændenes identitet.

De palæstinensiske flygtninge slog sig i begyndelsen ned så nær som muligt ved den nye Israel-stats grænser (Gaza, Vestbredden, Sydlibanon, sydlige Syrien) og ventede i de første år på, at de skulle rejse tilbage »i morgen«. Dette håb fik den 11. december 1948 ny næring, da FN's generalforsamling i sin resolution 194 besluttede, at flygtningene skulle have lov til at vende tilbage til deres hjem. Dette og mange senere påbud fra FN har Israel endnu ikke efterkommet.

l 1945 var befolkningen vokset til 1.739.624, hvoraf 553.600 var jøder. Når den jødiske andel af befolkningen var øget så relativt meget, skyldtes det for ca. 74% indvandring, hvorimod den tilsvarende procentdel for muslimernes vedkommende kun beløb sig til ca. 4% og for de kristne til 29%.

Hvem er israelerne/jøderne? Og hvor kom de fra? Og hvorfor mener de, at Israel tilhøre dem?
 
kommer snart - er på vej!!!!!!!!!

Gazastriben er kystområdet i den sydligste del af det, der udgjorde Palæstina under den britiske mandatperiode.

Området er ca. 45 km langt og 8 km bredt. I dette smalle bælte bor over en million palæstinensere, hvoraf ca. 670.000 er flygtninge, der modtager støtte gennem UNWRA - FN's flygtningeprogram for palæstinensere.

Indtil august 2005 boede der endvidere omkring 6.100 israelske bosættere i Gazastriben.

De havde besat ca. 20 % af territoriet, og den israelske besættelsesmagt havde konfiskeret i alt 33 % af territoriet til fordel for bosætterne.

Det pressede palæstinenserne sammen på et endnu mindre territorium, og befolkningstætheden er her med 3.320 indbyggere pr. km² blandt de højeste i verden.

Hvem var der først?

135 -      Jødernefordrivesfra Palæstina af romerne.

638 -      Muslimske arabere erobrer Palæstina.

1922 -    Palæstina: 757.182 indbyggere, heraf 11 %   jøder. (ca.83 .500)

1933 -    Øget jødisk indvandring efter Hitlers    magtovertagelse.

1947 -   FN vedtager deling af Palæstina.

1947-48  fordrives fra Palæstina.

1948 -    Israel oprettes .

1949 -    Israel har erobret yderligere 22% og behersker nu 78 % af Palæstina. 7-800.000 palæstinensere er blevet etnisk udrensede. Ca. halvdelen blev bevidst fordrevet af de israelske styrker.

1967 –     Israel erobrer Sinai, Golanhøjderne og resten af Palæstina.

2002 - Vestbredden genbesættes
Præsident Bush kræver Arafat fjernet.

2001 - Sharon premierminister
Sharon vinder i februar stort over Barak og bliver ny ministerpræsident i Israel.

2001 - 11. september
11. september: World Trade Center og Pentagon angribes af muslimske terrorister.

2000 - Intifadaen starter
28. september går Sharon tur på Haram al-Sharif med 1000 sikkerhedsfolk. Næste dag bryder al-Aqsa intifadaen ud.

2000 - Camp-David
Camp-David forhandlingerne bryder sammen. Arafat får skylden.

1999 - Ehud Barak premierminister
Ehud Barak vælges til Israels leder.

1996 - Natanyahu premierminister
Natanyahu vælges til Israels leder. Oslo-processen lægges på is.

1996 - Arafat præsident
Arafat vælges til præsident. Valg til det lovgivende råd

1995 - Rabin myrdes
Rabin myrdes af højreradikal jøde.

1995 - Oslo II
Oslo II aftalerne.

1994 - Palæstinensisk selvstyre
Palæstinensisk selvstyre i Gaza og Jeriko. Fredsaftale mellem Jordan og Israel

1993 - Oslo-aftalerne
Oslo-aftalerne. PLO og Israel anerkender hinanden.

1992 - Yitzak Rabin premierminister
Valg i Israel: Yitzak Rabin danner regering.

1991 - Fredsforhandlinger i Madrid
Anden Golfkrig. Fredsforhandlinger i Madrid.

1987 - Første intifada

1984 - Samlingsregering i Israel
Valg i Israel: Samlingsregering

1983 - Shamir premierminister
Shamir afløser Begin som Israels ministerpræsident

1982 - Israels invaderer Libanon
Israels invasion i Libanon. PLO får hovedkvarter i Tunis. Forsvarsminister Sharon ansvarlig for massakren i Sabra og Shatila.

1981 - Sadat myrdes
Ægyptens præsident Sadat myrdes af islamisk fundamentalist.

1980-88 - Første Golfkrig
Første Golfkrig, mellem Irak og Iran.

1979 - Fredsaftale Israel-Egypten
Fredsaftale mellem Israel og Egypten. Præstestyre i Iran.

1978 - Camp David aftalen
Camp David-aftalerne mellem USA, Israel og Egypten.

1977 - Begin premierminister
Begin til magten i Israel. Sadat kommer til Jerusalem.

1974 - Arafat taler i FN
PLO eneste repræsentant for palæstinenserne. Arafat taler i FN.

1973 - Oktoberkrigen
Oktoberkrigen. Ægypten tilbageerobrer dele af Sinai.

1970 - Sorte September
Sorte September. Nasser dør og afløses af Sadat.

1969 - Yassir Arafat leder af PLO
Yassir Arafat bliver leder af PLO.

1967 - Junikrigen
Junikrigen. Israel erobrer Sinai, resten af Palæstina og Golanhøjderne.

1964 - PLO oprettes
De arabiske stater opretter PLO.

1957 - Israel tvinges ud af Sinai
Israel tvinges ud af Sinai. Fredsbevarende FN-styrker oprettes i Sinai.

1956 - Nasser nationaliserer Suez-kanalen
Nasser nationaliserer Suez-kanalen. Israel, Frankrig og England angriber efter fælles aftale Egypten.

1949 - Våbenhvileaftaler
Våbenhvileaftaler. Israel har erobret yderligere 22% og behersker nu 78 % af Palæstina. 7-800.000 palæstinensere er blevet etnisk udrensede. Ca. halvdelen blev bevidst fordrevet af de israelske styrker.

1948 - Israel oprettes
Staten Israel udråbes. Hærenheder fra arabiske nabolande angriber.

1947-48 - Kampe i Palæstina
De første palæstinensere flygter eller fordrives.

1947 - Palæstina delingsplan
FN vedtager at dele Palæstina.

1945 - Den arabiske Liga dannes
Den arabiske Liga dannes

1942 - Biltmore-programmet
Biltmore-programmet med krav om Palæstina som en jødisk stat

1939 - Begrænsning af jødisk indvandring
Den engelske Hvidbog begrænser jødisk indvandring

1937 - Peel-kommissionens delingsplan

1936 - Den arabiske Højkomite
Den arabiske Højkomite dannes. Palæstina-araberne gennemfører generalstrejke.

1933 - Øget jødisk indvandring
Øget jødisk indvandring efter Hitlers magtovertagelse.

1929 - Uroligheder og massakrer
Uroligheder og massakrer blandt jøder og Palæstina-arabere.

1922 - Transjordanien
Transjordanien unddrages bestemmelserne i Balfour-erklæringen, som er en del af mandatet.

1922 - Krav om uafhængighed for "Palæstinas folk"
Palæstina-arabiske ledere forlanger i London national uafhængighed for "Palæstinas folk".

1922 - Første folketælling i Palæstina
Første folketælling i Palæstina: 757.182 indbyggere, heraf 11 % jøder. (ca.83.500)

1921 - Angreb på indvandrede jøder
Palæstina-arabere angriber indvandrede jøder.

1920 - Palæstina-mandatet overlades til England
San Remo-konferencen overlader Palæstina-mandatet til England

1917 - Balfour-erklæringen
Englænderne erobrer Jerusalem.

1916 - Sykes Picot-aftalerne

1915-16 - Hussein McMahon-aftalerne

1914 - Modstand mod zionismen
Selskabet til modstand mod zionismen (i Palæstina).

1900 - f.v.t. Abraham
Abrahams ankomst til Det hellige Land (iflg. myterne).

1897 - Første zionistkongres
Den første zionistkongres, i Basel.

1896 - Theodor Herzl: Jødestaten

1882 - Egypten engelsk protektorat
Leon Pinsker: Aotoemancipation. Egypten bliver engelsk protektorat.

1881 - Pogromer i Rusland

1869 - Suez-kanalen åbnes

1517 - Tyrkerne indtager Jerusalem

1492 - Arabere og jøder fordrives fra Spanien

1200 - f.v.t. Moses
Moses fører israelitterne ud af Egypten (iflg. myterne).

1187 - Korsfarerne fordrives fra Jerusalem

1099 - Jerusalem erobres af korsfarerne

1000 - f.v.t. Kongetiden
Kongetiden: Saul, David, Salomon (delvis mytisk).

721 - f.v.t. Nordriget
Nordriget, også kaldet Israel, erobres af assyrerne.

638 - Palæstina erobres af arabiske muslimer

587 - f.v.t. Sydriget
Sydriget, også kaldet Juda, indtages af babylonerne.

538 - f.v.t. Babylonske fangenskab
Det babylonske fangenskab ophører. Mange jøder forbliver i Babylon eller spredes uden for Palæstina.

330 - f.v.t. Alexander den Stores erobringer

135 - Jøder fordrives fra Palæstina

70 - e.v.t. Jerusalems ødelæggelse

63 - f.v.t. Romerne erobrer Palæstina

Dette er både et politisk, juridisk og historisk spørgsmål.

I 1920 fik England ved freden i San Remo overdraget Palæstina som mandatområde. Det blev først bekræftet af Folkeforbundet juli 1922, og i mellemtiden var Transjordanien skilt ud og givet til emir Abdullah. Når palæstinensere og de fleste andre taler om Palæstina i dag, mener de det engelske mandat vest for Jordanfloden, som englænderne besad indtil 1948.

Israel blev som stat først oprettet i 1948. Inden da var Peel-kommissionen i 1937 kommet med et forslag til oprettelse af henholdsvis en jødisk og en palæstinensisk stat, og FN foreslog endnu en delingsplan i 1947. Våbenhvilegrænserne fra 1949 markerer et Israel, der svarer til mange af de danske skolekort over området - altså Israel før 1967.

Med junikrigen i 1967 ekspanderede Israel sine grænser - indlemmede Sinai, Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne. Sinai blev leveret tilbage til Ægypten med Camp David fredsaftalen i 1978. De øvrige områder er fortsat besatte.

Den israelske højrefløj og dele af Arbejderpartiet har ønsket, at Øst Jerusalem, Vestbredden og Gaza skulle indlemmes i staten Israel, og partiet Likud har derfor været fortalere for en ekspansiv bosættelsespolitik i de besatte områder. Øst Jerusalem blev annekteret i 1967 umiddelbart efter krigen af den daværende Arbejderparti-regering. Den israelske stat har aldrig bekendtgjort statens officielle grænser bl.a. på grund af uenighederne mellem de politiske fløje i Israel.

Der eksisterer også forskellige holdninger til grænsedragningen på den palæstinensiske side. PLO anerkendte de-facto staten Israel (med grænserne fra 1967-krigen) i 1988, men først officielt (de-jura) i forbindelse med Oslo fredsaftalen i 1993. Partiet PFLP, som er medlem af PLO, går ind for dannelsen af én fælles, sekulær og demokratisk stat, og fundamentalistiske grupper som f.eks. Hamas, der ikke er med i PLO, anerkender ikke staten Israel.

Kortene illustrerer den historiske udvikling samt den israelske stats ekspansion. Klik på kortene for forstørrelser, oplysninger om befolkningssammensætningen samt yderligere historiske oplysninger.

1948 Spirerne til konflikten

Palæstinensernes historie i det 20. århundrede er en langstrakt beretning om et folk, der bliver klemt af overordnede stormagtsinteresser og udefrakommende bevægelser og problemer.

Med det osmannisk-tyrkiske imperiums sammenbrud i kølvandet på Første Verdenskrig åbnede muligheden sig for arabisk uafhængighed.

Verdens kolonimagt nr. 1. England lovede araberne uafhængighed i 1915 mod, at de til gengæld støttede England i opgøret med tyrkerne (osmannerne). Men det var ren stormagtstaktik og del og hersk-politik.

Allerede året efter besluttede England og Frankrig i hemmelighed at dele magten over store dele af Mellemøsten – og således gøre løftet fra 1915 ugyldigt. Og for at gøre målet fuldt lovede England i 1917 – i Balfourdeklarationen – den zionistiske bevægelse et nationalt hjem i Palæstina.

En konsekvens heraf blev en omfattende jødisk indvandring til Palæstina i 1920´ og 1930´erne, som truede den oprindelige befolknings ret til Palæstina. De nazistiske og fascistiske tendenser Europa drev overalt jøder på flugt, men i Europa og USA var grænserne lukkede. Problemet blev sendt videre til Palæstina.

Den massive indvandring og parallelle opbygning af rene jødiske samfundsinstitutioner indebar en begyndende kolonisering af Palæstina og rummede konturerne til en zionistisk stat i Palæstina. Det projekt var i konflikt med det palæstinensiske samfund, som gjorde oprør ved flere lejligheder – bl.a. under generalstrejken i 1936.

Fra afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 til 1948 havde England den formelle magt over Palæstina på Folkeforbundets vegne, men måtte til sidst give op under presset fra de borgerkrigslignende tilstande i Palæstina.

Efter Anden Verdenskrig blev England bekæmpet af den zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme, der også bekæmpede hinanden indbyrdes.

1947 overlod England problemerne til det nystiftede FN, som besluttede at dele Palæstina i en jødisk (56 % af Palæstina) og en arabisk stat (43 %). Området omkring Jerusalem og Bethlehem skulle være en international zone (1%). 1945 udgjorde den palæstinensisk arabiske befolkning 68 % - eller ca. 1.200.000 personer. Antallet af jøder var 534.300 eller knap 32 %. I 1922 var der 83.800 jøder (12,9%) mod ca. 570.000 palæstinensiske arabere (87 %).

Det var med andre ord lykkedes den zionistiske bevægelse at ændre de befolkningsmæssige styrkeforhold i jødisk favør, selv om den jødiske befolkning stadig var i mindretal i midten af 1940´erne.

Det er bemærkelsesværdigt, at kun 7 % af Palæstinas jord i 1946 var på jødiske hænder. Alligevel overlod delingsplanen hovedparten af landet (56%) til den jødiske stat. Den palæstinensiske tragedie var en realitet.

1948-67 Palæstina-konflikten - et historisk overblik

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er konflikten om land. Som den israelske general og politiker Moshe Dayan har sagt: "Vi tog et arabisk land og gjorde det til et jødisk".

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er historien om sammenstødet mellem indvandrende jøder fra hovedsagelig Østeuropa og Palæstinas oprindelige arabiske befolkning. Grundlæggende handler det om kollisionen mellem den jødiske statsbygningsideologi zionismen og den gryende arabiske nationalisme ved indgangen til det 20. århundrede. Det er historien om jødisk bosætterkolonialisme, som i løbet af 50 år opbyggede et rent jødisk samfund på arabisk jord, skabte den jødiske stat på 78 procent af Palæstina og senere besatte resten militært i en proces, som har ført til verdens længstvarende flygtningeproblem.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er historien om en lokal arabisk befolkning som fra 1800-tallets socialt og økonomisk tilbagestående samfund blev skyllet ind i det dynamiske 20. århundrede og kom i klemme i trængslen omkring det osmanniske imperiums sammenbrud og de europæiske stormagters overtagelse af Mellemøsten efter Første Verdenskrig. Det er historien om en befolkning uden samlet ledelse, splittet i interne magtkampe mellem klaner og familier, delt mellem by og land, rige og fattige, godsejere og jordløse bønder, handicappet af den osmanniske arv. Det er historien om beslutsom zionistisk jødedoms møde med en uforberedt og underlegen palæstinensisk befolkning, som først var på vej til at finde sin identitet som folk.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er historien om 100 års kamp om Palæstina. Den blev startet med den første zionist-kongres i Basel i 1897, da europæiske jøder med den østrigske journalist og skuespilforfatter Theodor Herzl i formandsstolen besluttede at oprette en jødisk stat i Palæstina. Efter 2000 års eksil, undertrykkelse og forfølgelse og en århundredlang tilværelse i fattigdom og udstødt elendighed i Rusland og Østeuropa havde jøderne motivationen og viljen til at skabe en jødisk nationalstat i det Palæstina, som ifølge jødisk historieopfattelse engang havde været jødernes land.

Selvom blodet flyder endnu i dag, så blev kampen om Palæstina i virkeligheden afgjort med jødisk sejr i mandattiden, da briterne havde kontrollen over Palæstina. Resten af forløbet med Palæstinas deling, Israels oprettelse, krige, palæstinensisk flugt, israelsk besættelse og erobring af resten af Palæstina har været uundgåelige følger af den forudgående historie.

Mandattiden

Det var ikke noget tomt land, de første jødiske indvandrere fra Østeuropa ankom til omkring det 20. århundredes begyndelse. Palæstina var beboet af en lille halv million arabere. Det var kolonimagten England, der gjorde det zionistiske projekt muligt i kraft af sin rolle som mandatmagt og med Balfour-deklarationen som løftestang.

I ly af den britiske mandatmagt, beskyttet af britisk militær og støttet af vestlige ressourcer og med Balfour-deklarationen som en slags fribrev, opbyggede zionisterne fra begyndelsen af 1920-erne et selvstændigt, halvstatsligt jødisk samfund med egen befolkning, jord, industri, nationaløkonomi, byer, militær og statslige magtorganer ved siden af den britiske mandatadministration. Samtidig foregik der en organiseret indvandring af jøder fra hovedsagelig Østeuropa og Rusland til Palæstina. Ved det britiske mandats begyndelse i 1922 var der indvandret 88.000 jøder fra Europa og Rusland. I tiden fra 1882 til 1947 indvandrede en halv million europæiske jøder i syv bølger, og omkring syv procent af Palæstinas jord var op til Israels oprettelse på zionisternes hænder. Jordkøbet var fordelt i et strategisk netværk, der dækkede det meste af Palæstina så bredt, at det i 1947 afgjorde FNs delingsplans udformning til zionisternes fordel.

Over for dette dynamiske zionistisk-vestlige fremstød i ruinerne efter osmannerne magtede palæstinenserne med deres tilbagestående, halvfeudale samfundsstruktur og mangel på fælles ledelse ikke at stille noget op politisk, selv om briterne på et tidligt tidspunkt tilbød dem medindflydelse på mandatets indretning sammen med det jødiske samfund. Palæstinenserne havde heller ikke viljen.

Palæstinenserne greb til kamp. De ønskede briterne ud og stop for jødisk indvandring og dannelsen af en national regering. Målet skulle nås med generalstrejke og væbnet kamp. Der fulgte nu et voldeligt forløb på tre år fra 1936 til 1939. Det var i den periode, palæstinenserne tabte Palæstina. Opstanden var først og fremmest rettet mod briterne, mindre mod jøderne. Det var briterne, som havde mandatmagten og som havde lovet jøderne et hjemland i Palæstina. Nu skulle de tvinges til at annullere det hele. I forvejen havde briterne brudt et løfte om at give araberne i regionen uafhængighed efter krigen til gengæld for, at de støttede England mod osmannerne, som var allieret med Tyskland. Generalstrejken varede i 175 dage, så opgav palæstinenserne, fordi den ikke bed på briterne, men ødelagde den palæstinensiske økonomi. Den væbnede kamp varede i tre år, men slog hurtigt indad i interne opgør mellem bønder og jordejere og de store familier og klaner. Kampen ødelagde efterhånden den palæstinensiske samfundsstruktur. Briterne slog hårdt ned på opstanden med samme effektive midler, som israelerne benytter mod den palæstinensiske opstand i dag. Da opstanden var slut, var palæstinenserne knust. Deres ledere var dræbt i kampen, fængslet, flygtet eller hængt. Og de menige palæstinensere var gået i internt eksil.

Det jødiske samfund havde benyttet tiden og situationen under palæstinensernes opstand til at lægge grunden til den jødiske stat. Fra 1936 til 1939 sikrede jøderne deres stilling i Palæstina ved at forstærke og udbygge deres eget samfund økonomisk, militært og institutionelt. Samtidig lykkedes det dem at integrere det store antal jødiske indvandrere, der var kommet til Palæstina fra Tyskland i årene op til 1936, da nazisterne for alvor begyndte at få magt.

Briterne måtte efterhånden erkende, at mandatet ikke var til at administrere. Og da London i et forsøg på at få araberne over på de allieredes side i den tilstundende krig i Europa indførte loft over jødisk indvandring til Palæstina, var scenen sat til den jødiske opstand mod den britiske mandatmagt efter krigen. Til sidst kastede briterne håndklædet i ringen og sendte Sorteper videre til det nyoprettede FN. 29. november 1947 vedtog FNs generalforsamling med 33 stemmer for og 13 imod (10 undlod at stemme) at dele Palæstina i en jødisk og en palæstinensisk stat. Jøderne sagde ja til planen. Palæstinenserne og den arabiske verden afviste den. Araberne ville ikke anerkende FNs ret til at bestemme den politiske udvikling i området. Og palæstinenserne nægtede at acceptere deres egen opløsning. Et halvt år senere var den jødiske stat Israel en realitet i Palæstina.

Israels oprettelse

Da Israel var på plads efter krigen med arabstaterne, var omkring 750.000 palæstinensere flygtet for krigen eller drevet ud af de jødisk/israelske styrker og terrorgrupper. Ca. 150.000 palæstinensere lykkedes det at blive i deres gamle hjem i den fremmede stat. I tiden omkring FNs delingsplan i 1947 havde Palæstina en arabisk befolkning på omkring 1,3 millioner. Jøderne talte 600.000. Da krigen var slut, havde Israel "sat sig" på 78 procent af Palæstina. Delingsplanen havde tildelt dem 56. Den palæstinensiske befolkning i verden i dag er på omkring seks millioner. Israels jødiske befolkning ca. fem millioner.

Fra FN fremlagde sin delingsplan udbrød der hårde kampe mellem palæstinenserne og jøderne. Men for palæstinenserne var løbet kørt, inden det kom rigtigt i gang. I tiden efter FN-beslutningen stod palæstinenserne ganske vist forenet mod jøderne, men indbyrdes var de splittede. Briterne havde knust deres militære muligheder allerede i 1930-erne. Opstanden havde tappet dem for kræfter og ressourcer, og briterne havde forhindret, at de kunne skabe en effektiv ledelse, og opstanden fra 1936-1939 havde ramt palæstinenserne hårdt økonomisk.

Krigen omkring Israels oprettelse fra maj 1948 blev således hovedsageligt et anliggende mellem den nye jødiske stat og arabstaterne. Araberne tabte. Palæstinenserne betalte. Prisen var flugt og hjemløshed - foreløbig gennem fire generationer. Med krigen i 1967 blev yderligere nogle hundredetusinde palæstinensere drevet på flugt, halvdelen af dem for anden gang.

Krigen i 1948-49 var den første af de fire krige, Israel og de arabiske lande har ført mod hinanden. 1948-krigen medførte bl.a., at det meste af det område, som FNs delingsplan havde afsat til en palæstinensisk stat, og som Israel ikke havde erobret i krigen, blev taget af Egypten og det senere Jordan. Vestbredden blev besat af Transjordanien, som i 1950 annekterede området og indlemmede det i, hvad der kom til at hedde kongeriget Jordan. Gaza-striben blev administreret af Egypten.

I de næste 20 år, indtil Seksdageskrigen trak nye grænser i Palæstina, levede palæstinenserne så at sige uden for historien, glemt af verden, splittet som gruppe i Gaza-striben, på Vestbredden, i Israel og i de arabiske nabolande, i hundredetusindevis af dem i FN-lejre. Kampen for at skabe en palæstinensisk stat fortsatte, men blev efter Israels oprettelse og den vestlige verdens støtte til den nye jødiske stat overtaget af de arabiske lande. Det israelsk-palæstinensiske spørgsmål blev nu til en konflikt mellem Israel og de arabiske stater med palæstinenserne som mere eller mindre passive tilskuere og redskab i de arabiske staters indbyrdes politik. F.eks. organiserede Egypten fra midten af 1950-erne palæstinensiske partisangrupper, de såkaldte fedayeen'er, til at foretage aktioner fra Gaza-striben mod mål i Israel. Først efter 1967-krigen trådte palæstinenserne frem igen med deres egen ledelse og egen politik og blev atter direkte spillere i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Udvidelse

Israelerne brugte tiden fra statsgrundlæggelsen og de næste årtier til at konsolidere deres nye stat. Fra 1948 til 1953 blev der bygget 370 nye jødiske bosættelser. I samme periode indvandrede godt 700.000 jøder fra udlandet. Fra maj 1948 til juni 1967 indvandrede ialt godt 1,2 millioner jøder til Israel fra Afrika, Asien, Europa og USA. Samtidig nægtede Israel at lade de flygtede palæstinensere vende tilbage.

I 1966, 18 år efter Israels oprettelse, var målet fra 1897 stort set nået. Den palæstinensiske befolkning var enten flygtet eller fordrevet eller gjort til et politisk umyndigt, økonomisk ubetydeligt og afhængigt mindretal. Over 90 procent af den palæstinensiske jord var jødisk nationaliseret, og over 90 procent af landets samlede vandreserver var bragt under den jødiske stats kontrol. I 1967 havde israelerne nået deres vigtigste mål. Der var dannet en national, etnisk-religiøs afgrænset stat, hvis jødiske befolkning var begyndt at forstå sig som folk og nation. Det var en gunstig forudsætning for at rette blikket udad mod mere palæstinensisk-arabisk territorium til den jødiske stat. Nye landvindinger kunne nu kun ske med militære midler. Derfor var krigen i 1967 uundgåelig, så længe de oprindelige planer om et Storisrael ikke var blevet ændret og derfor stadig eksisterede. På det grundlag var det udelukket for israelerne at leve fredeligt sammen med palæstinenserne.

Israel har således aldrig accepteret grænserne fra 1948 men omtaler dem kun som våbenstilstandslinjer og har til i dag ikke afsluttet sin statsgrundlæggelse. I den israelsk-jødiske diskussion har Storisrael både religiøst og ideologisk en fremtrædende plads. 1967-krigen med specielt besættelsen af den jordanske vestbred er derfor ikke kun et spørgsmål om sikkerhedspolitik og erobring af territorium. Det national-religiøse tema spiller en afgørende rolle. Israels kolonisering med jødiske bosættere på Vestbredden skal ses i den sammenhæng. Bosættelserne er både ideologiske og religiøse. Det gælder specielt i tiden fra det politiske "systemskifte" i 1977 med magtovergangen fra de europæiske statsbyggere til Israels store sefardisk-jødiske samfund af orientalsk-arabisk oprindelse. Her blev den national-religiøse bosætterbevægelse Gush Emonim en væsentlig magtfaktor i bosættelsespolitikken og dermed i israelsk sikkerhedspolitik. I dag udgør bosættelserne et af de stærkeste stridspunkter i forhandlingerne - og den fortsatte kamp - mellem Israel og palæstinenserne om de resterende 22 procent af Palæstina. Selv efter Oslo-processens start i 1993 blev bosættelsespolitikken fortsat. Mellem 1993 og 2000 er antallet af jødiske bosættere på Vestbredden (minus Østjerusalem) vokset med næsten 100 procent.

Siden 1967 har hver af de skiftende israelske regeringer investeret betydelige ressourcer i at oprette og udvide bosættelser i de besatte områder, både når det gælder land og befolkning. Som følge af den politik lever der i dag omkring 380.000 israelske statsborgere i bosættelserne på Vestbredden alene, inklusivee Østjerusalem. Israel har brugt en kompleks blanding af juridiske og bureaikratiske mekanismer til at tage kontrol med mere end 50 procent af jorden på Vestbredden til bosættelser og fremtidige udvidelser af bosættelser. De dramatiske ændringer, Israel har gennemført på Vestbreddens landkort blokerer muligheden for, at der kan skabes en uafhængig, levedygtig palæstinensisk stat som del af palæstinensernes ret til selvbestemmelse.

Kernen i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne er: Bosættelserne. De palæstinensiske flygtningenes ret til at vende tilbage. Spørgsmålet om de endelige grænser og hermed om oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat i resten af det oprindelige Palæstina. Det israelske grundlag for den jødiske stat er netop jødernes ret til at "vende tilbage", uanset at hovedparten af verdens jøder aldrig har sat deres ben i området. De palæstinensiske flygtninge har for manges vedkommende endnu papir på deres tilhørsforhold, men må ikke vende tilbage.

Plo og modstand

Med seks-dageskrigen i 1967 trådte palæstinenserne ind på scenen som aktive deltagere igen. Krigen var en katastrofe for den arabiske verden og ramte også palæstinenserne hårdt. Men det arabiske nederlag til Israel blev samtidig et vendepunkt for palæstinenserne i kampen mod den jødiske stat. Efter 20 år i lejrene, hvor de havde siddet og forsumpet og ventet på, at de arabiske stater skulle komme og tilbageerobre det tabte Palæstina, indså de efter de arabiske hæres ydmygelse, at de skulle stole på sig selv. Fra kun at have eksisteret som "arabiske flygtninge" rejste de sig med egen politisk og militær ledelse. Palæstinenserne fandt deres identitet som folk.

Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, var blevet oprettet i 1964 af arabstaterne, så de kunne udnytte palæstinenserne til deres egen kamp mod Israel. Men fra 1967 overtog palæstinenserne selv organisationen og indledte en væbnet og politisk kamp mod Israel, der skulle komme til at strække sig over de næste foreløbig 35 år. Kampen er ført fra flygtningelejrene og Israels arabiske nabolande og nåede i begyndelsen af 1980-erne et første højdepunkt med Israels ødelæggelse af PLOs militære og politiske magtbase i Libanon og med fordrivelsen af PLOs ledelse med organisationens formand Yassir Arafat i spidsen fra Beirut i 1982.

PLO blev i 1974 af de arabiske lande anerkendt som eneste lovlige repræsentant for palæstinenserne. Samme år opnåede PLO international anerkendelse med Yassir Arafats optræden på FNs generalforsamling. Det var her, han fra FNs talerstol udtalte, at han kom "med en olivengren i den ene og et gevær i den anden hånd". To år forinden havde palæstinensiske terrorister begået massakre mod israelske sportsfolk ved de olympiske lege i München. Palæstinensiske flykapringer og terroraktioner mod civile mål i Israel og mod jøder i udlandet var en af de stærkeste israelske begrundelser for ikke at ville forhandle med PLO og afgive de besatte områder til en palæstinensisk stat. Denne holdning blev også accepteret af det internationale samfund og varede indtil selvstyreaftalen i 1993.

Israels besættelse af Vestbredden og Gaza-striben med krigen i 1967 og de efterfølgende årtiers hårdhændede besættelsespolitik og kolonisering med jødiske bosættere gennem foreløbig 35 år er en vigtig baggrund for krigstilstanden mellem Israel og palæstinenserne i dag. Det er på Vestbredden og i Gaza-striben, konflikten har udfoldet sig, mellem israelsk militær og palæstinenserne "på gaden".

Det var den kamp, som i december 1987 indledte den første intifada, den palæstinensiske opstand mod den israelske besættelse. PLO var stort set sat ud af spillet siden fordrivelsen fra Beirut og sad nu magtesløs i eksil i Tunis. Intifadaen var den menige palæstinensers reaktion på en hverdag præget af arbejdsløshed, faldende levestandard, og hård, israelsk militær og administrativ kontrol, med arrestationer, udbredt retsløshed og militær chikane og bosættervold. Og uden udsigt til, at situationen skulle ændre sig til det bedre.

Intifadaen blev endnu et vendepunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Opstanden kom bag på både Israel og PLO. Det var flygtninge og fastboende i de besatte områder, som med opstanden tvang eksilorganisationen PLO til reelt at anerkende Israel i slutningen af 1980-erne, 40 år efter oprettelsen af den jødiske stat. Og det var intifadaen, som senere førte til det israelsk-palæstinensiske "håndtryk" i Washington mellem Israel ministerpræsident Yitzhak Rabin og PLO-formand Yassir Arafat, den officielle besegling af aftalen i Oslo i september 1993 om at erstatte den væbnede kamp med forhandling.

Kernen i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne er de jødiske bosættelser, de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage samt fastlæggelsen af de endelige grænser. I sidste ende handler det om oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat i resten af det arabiske Palæstina som afslutning på den konflikt om land, som blev indledt for 100 år siden.   

1967-1987 Hvad er en bosættelse?

Ved ordet bosættelse tænker man måske på noget uskyldigt og naturligt. Men det kan man ikke kalde den israelske kolonisering af besat palæstinensisk jord. Her er nogle kendsgerninger.

Bosættelser er grundlæggende store bolig-projekter, bygget ulovligt af Israel på jord, der er konfiskeret fra palæstinenserne på Vestbredden, i Jerusalem og i Gaza. Disse bosættelser forbindes med hinanden og med Israel ved hjælp af "omfartsveje", som kun må benyttes af israelere, og som også er anlagt på jord, ejet af palæstinensere, men konfiskeret af den israelske regering.

Israelske bosættelser påvirker palæstinensernes hverdag og indvirker også på lang sigt på palæstinensiske udviklingsbehov. De medfører, at palæstinenserne lever i stadig usikkerhed og fragmentering og forhindrer derfor økonomisk, social og politisk udvikling.

Hvor og hvor mange?

Der er 205 bosættelser på Vestbredden (inklusive Jerusalem) og i Gaza. 190 på Vestbredden og 15 i Gaza. Mindst 74 forposter (boliger der ikke hænger sammen med de etablerede bosættelser) er blevet etableret efter Oslo-aftalen (1993).

De israelsk-kontrollerede områder (inklusive bosættelser, militære og industrielle faciliteter) på Vestbredden udgør 106 kvadratkilometer (2,1 % af Vestbreddens samlede areal). Palæstinensisk bebyggede områder udgør 283 kvadratkilometer (8,5 % af Vestbreddens samlede areal). Hele den øvrige del af Vestbredden, inklusive alle grænser, er under israelsk sikkerhedskontrol.

Een million palæstinensere bor på 360 kvadratkilometer jord i Gaza, hvilket gør Gaza til det tættest befolkede område i verden. På trods af det bor 5000 israelske bosættere fortsat ulovligt i Gaza og kontrollerer 30% af området.

Der er 403.249 bosættere på Vestbredden. 211.788 af disse bosættere bor i Jerusalem.   

Bosættelsernes ekspansion

I følge "Peace Now" har 15 nye bosættelses-forposter fået byggetilladelse på Vestbredden, siden Ariel Sharon kom til magten i marts 2001.

27 nye bosættelses-forposter er blevet bygget siden Wye-aftalen blev underskrevet (1998), 11l af disse er blevet etableret siden marts 2001.

Ifølge "Peace Now" er der givet tilladelse til opførelsen af mindst 3499 enkelthuse i de besatte palæstinensiske områder, siden premierminister Barak kom til magten i juli 1999, og mindst 2270 huse er under opførelse.

Ifølge tal fra det israelske boligministerium øgedes byggevirksomheden i bosættelserne med 96% i løbet af første halvdel af dette år sammenlignet med første halvdel af 1999.

Befolkningstilvæksten i de israelske bosættelser er næsten fire gange så stor som i selve Israel, hvilket modsiger den påstand, at den skyldes "naturlig befolkningstilvækst". Ifølge israelsk statistik øgedes befolkningen i bosættelserne fra 1995 til slutningen af 1998 med 24,8% mod 6,6% i Israel.

Nye bygninger - nogle permanente er blevet bygget i en række fastfrosne bosættelsesforposter, bl.a. Gvaot Olamn, Sneh Ya-akov, Amona og Ahiya.

En kæde af meget store bosættelser rundt om Jerusalem, bl.a. Maale Adumim, Beitar, Efrat, Givat Zeev, udvides med særlig stor hast i et forsøg på dels at bestemme Jerusalems fremtid ved hjælp af bosættelserne og dels forhindre territorial sammenhæng mellem den nordlige og sydlige del af en palæstinensisk stat.

Omfartsveje

Den fortsatte konstruktion af nye omfartsveje og udvidelse af eksisterende bringer meget stor forstyrrelse i palæstinensisk økonomi, autonomi og samfundsliv i det hele taget.

Nettet af omfartsveje gør det muligt for det israelske militær at besætte palæstinensisk jord med veje. Nettet inddeler de palæstinensiske områder i Bantustans, der er adskilte og omringede af veje, kontrolleret af militæret. Ydermere forhindrer nettet, at palæstinensiske byer og landsbyer kan udvikle sig; det resulterer i overbefolkning og forhindrer de palæstinensiske områder i at kunne hænge sammen.

Omfartsvejene forbinder de israelske bosættelser med hinanden og med Israel. Disse nemme tilgangsveje fremmer de attraktive leveforhold for bosætterne og fører således til udvidelse af bosættelserne.

Netværket af veje underminerer palæstinensernes økonomi, det begrænser mulighederne for at bevæge sig og hæmmer handlens og arbejdskraftens bevægelighed mellem områderne. Endvidere har konfiskation af landbrugsland, lukning af stenbrud og ødelæggelse af huse forarmet mange palæstinensere. Nettet af omfartsveje er både et brud på internationale og humanitære rettigheder og på foreløbige aftaler mellem israelere og palæstinensere.

Bosættelser og naturressourcer

Bosættelserne begrænser palæstinensisk adgang til naturlige ressourcer som vand og landbrugsjord. Dette er specielt problematisk for palæstinenserne da det skønnes, at deres befolkningstal vil fordobles på Vestbredden og i Gaza til fem millioner i år 2010.

Der er 115 bosættelser på meget vandrige områder og 25 bosættelser på vandrige områder.

Tre millioner palæstinensere har tilladelse til at bruge 250 millioner kubikmeter vand pr. år (83 kubikmeter til hver palæstinenser pr. år), mens seks millioner israelere kan bruge 2,0 milliarder kubikmeter (333 kubikmeter til hver israeler pr. år), hvilket vil sige, at én israeler bruger lige så meget vand som fire palæstinensere. Hver israelsk bosætter får tildelt 1450 kubikmeter vand pr. år.   

Bosættelsernes lovlighed

Israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza overtræder international lov.

Artikel 49, paragraf 6 i Den fjerde Genevekonvention fastsætter udtrykkeligt, at "den besættende part må ikke deportere eller overføre dele af sin egen civile befolkning ind i det område, som det har besat".

Artikel 46 i Haag-konventionen forbyder konfiskation af privat ejendom i besat område. Når den israelske regering konfiskerer jord for at bygge bosættelser, er det et brud på denne artikel.

Artikel 55 i Haag-konventionen slår fast, at den besættende stat kun skal betragtes som administrator og brugshaver af offentlige bygninger, ejendomme, skove og landbrugsejendomme tilhørende den fjendtlige stat og beliggende i det besatte område. Den skal beskytte værdien af disse ejendomme og administrere dem ifølge reglerne for brugsret. Det vil sige, at den besættende magt ikke bliver ejer af områderne og det besatte lands ejendomme. Denne regel gælder for hele det besatte områdes naturlige ressourcer.

FNs Sikkerhedsråds resolution 242 kræver en "retfærdig og varig fred". De konfiskerede områder, hvor bosættelserne bygges, blev konfiskeret ulovligt og i krig.

1967-93 De israelske bosættere

Det står klart for store dele af det internationale samfund, at det ville være gavnligt for freden i Mellemøsten, hvis Israel trak sig fuldt og helt tilbage fra de besatte områder, og lod palæstinenserne få en sammenhængende stat her.

Når det ikke sker, skyldes det bl.a., at årtiers bosættelsespolitik har skabt et ømtåleligt politisk problem i Israel. Ingen israelsk leder kan opgive bosættelser og beordre bosættere at flytte uden at skulle konfrontere en meget stærk alliance af bosætter-organisationer og højrefløjspartier.

En sådan konfrontation kan risikere at medføre så store interne rystelser i Israel, at man kan tale om borgerkrigslignende tilstande. I hvert fald tilstande, hvor det normale politiske system og dets måder at fungere på, bliver sat ud af kraft.

Det er dette scenario, de israelske ledere frygter eller spekulerer i, alt efter om de er villige til at afgive områderne eller ej. Og det er dette scenario, der har afholdt israelske ledere - som f.eks. Yitzhak Rabin, der blev myrdet af en israelsk højreekstremist i 1996 - fra at give de nødvendige indrømmelser i form af sammenhængende territorium og myndighed til palæstinenserne. Dette på trods af, at han og andre sandsynligvis gerne så en såkaldt land-for-fred løsning på konflikten.

Denne analyse af bosætter-problemets betydning i israelsk politik kunne man læse i bogen Unsettled States, Disputed Lands af den amerikanske politolog Ian Lustick. Det interessante ved Lusticks bog var dengang (og i dag) ikke blot fremstillingen af bosætter-problemet, men også at bogen med forbløffende præcision forudså de problemer, som en fredsproces i stil med Oslo-processen ville indebære. Og det var vel at mærke i 1993, dvs. før Oslo-aftalen var indgået.

En ond cirkel

Hvis de israelske ledere undlod at tage det nødvendige opgør med bosætterne, ville man udfra Lusticks hypotese, så at sige eksportere problemet til den palæstinensiske side, idet palæstinenserne dermed måtte acceptere en proces med langsommelige forhandlinger, samt vage aftaler om såvel autonomi som overgang til selvstændighed. Større og hurtigere territoriale indrømmelser fra israelsk side ville være det samme som at invitere til oprør fra bosætterne.

Ifølge Lustick ville den palæstinensiske side sandsynligvis ikke kunne bære dette pres, og modstanderne af aftalerne ville være i stand til at gøre så stor modstand, at det palæstinensiske lederskab ikke ville kunne leve op til aftalernes betingelser om ro og orden i den palæstinensiske lejr.

Modstanden ville forskrække israelerne, der så ville blive endnu mere uvillige til at give indrømmelser til palæstinenserne. Og dermed ville situationen være fastlåst.

Ian Lustick forudså med andre ord den udvikling, vi netop har set fra 1993 og frem til idag. Forhandlingerne om overdragelse af territorier har været træge, og resultatet er blevet et begrænset og geografisk set opsplittet selvstyre for palæstinenserne.

Som forudset, har denne situation skabt stor intern uro i de palæstinensiske områder og Lusticks analyse synes således at have aktualitet den dag i dag. Ikke mindst fordi udfordringen fra bosætterne stadig er afgørende for, om Israel trækker sig fuldt tilbage fra alle de besatte områder.

Bosætter-problemet

Men hvordan er bosætterne blevet et så stort problem? Det skyldes først og fremmest mange års bevidste forsøg på det, man kan kalde de facto anneksion af de besatte områder.

En del af det israelske politiske establishment har altid arbejdet for at Israel også skulle omfatte de besatte områder, og specielt Judæa og Samaria dvs. Vestbredden. Siden besættelsen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i 1967 har denne "alliance for anneksion " arbejdet effektivt for, at områderne skulle blive indlemmet i Israel, og i perioden med Likud- og samlingsregeringer (1977 til 1992) gjorde den store fremskridt.

Alliancen for anneksion omfattede Likud-partiet, men også nogle af Arbejderpartiets ledere, samt flere af de mindre partier på højrefløjen. Foruden partierne var bosætterbevægelsen, Gush Emunim, en central aktør.

Det mest markante resultat af deres arbejde har været det store antal bosættelser og bosættere i de besatte områder. Mange af bosættelserne er i dag regulære byer med industri, skoler, rådhuse og indkøbscentre, og man regner med, at der er mere end 350.000 bosættere (inkl. Østjerusalem), altså ca. 1/9 af den samlede befolkning i de besatte områder.

Det konkrete byggeri og udflytningen af israelere har imidlertid kun været en del af den samlede indsats for at integrere områderne i Israel. I de første 7 år af Likuds regeringstid kom omkring 50 % af de besatte områders areal under direkte israelsk kontrol enten ved køb, konfiskation eller som resultat af andre juridiske og byplanmæssige tiltag.

Det israelske parlament Knesset vedtog lovgivning, der udvidede den israelske jurisdiktion til at omfatte jødisk tilstedeværelse i områderne, og skiftende israelske regeringer brugte milliarder af kroner på infrastrukturel udvikling og oprettede særlige favorable økonomiske ordninger for bosætterne. Regional planlægning i Israel skelnede ikke mellem selve Israel og de besatte områder, og den tidligere grænse til Vestbredden og Gaza, den såkaldte grønne linie, blev slettet fra officielle israelske kort.

I praksis blev områderne således forsøgt reelt annekteret og gjort til en fuld og hel del af Israel. Men officielt og politisk kunne man ikke annektere områderne, fordi det ikke ville blive accepteret af det internationale samfund, og fordi der stadig ikke var flertal for dette blandt israelerne.

Mange israelere mente fortsat, at det ville være problematisk at annektere områderne, idet den demografiske balance i Israel ville blive forrykket, hvis et par millioner flere arabere skulle tildeles statsborgerskab. Andre forestillede sig, at Israel skulle handle områderne for en fred med de arabiske stater og palæstinenserne.

I 1980'erne færdedes almindelige israelere dog i de besatte områder uden problemer, og processen i retning af integration forløb forholdsvis stille og roligt. I alt fald frem til 1987, hvor den palæstinensiske opstand, Intifadaen, viste israelerne, at palæstinenserne ikke ville finde sig i israelsk styre. Dermed blev det problematiske i højrefløjens vision om områdernes anneksion - at palæstinenserne måtte flyttes eller kraftigt undertrykkes - igen helt synlig og nærværende, og debatten om områdernes fremtid blussede op igen.

De militante bosættere

Højrefløjen opnåede dog noget væsentligt i alle disse år. Gennem udbygningen af de jødiske bosættelser, institutionaliseringen af jødisk tilstedeværelse i områderne og den massive støtte til bosætternes sociale og politiske infrastrukturer var der blevet skabt en endnu stærkere alliance for indlemmelse af områderne i Israel. Og denne alliance havde netop en ideologisk, politisk og økonomisk styrke, der betød, at forsøg på at bytte territorier for fred ikke længere ville være et overkommeligt politisk problem for en israelsk regering.

Dette blev ifølge Lustick klart i begyndelsen af 1980'erne, hvor en række begivenheder sandsynliggjorde, at dele af højrefløjen samt bosætternes organisationer ikke længere automatisk ville respektere demokratiske spilleregler. Ledende personer i og omkring de mere ekstreme grupper på højrefløjen havde længe erklæret, at de med alle midler ville bekæmpe en israelsk regering, der ville handle jord for fred. Men noget tydede nu på, at der var magt bag ordene.

For det første viste det sig, at visse grupper blandt bosætterne havde organiseret sig i egentlige terrorceller. Flere palæstinensiske borgmestre på Vestbredden blev ramt af bilbomber i 1980, og i årene 1982 til 1984 var der adskillige tilfælde af voldelige angreb på palæstinensere eller deres ejendom.

I 1984 blev en større gruppe af Gush Emunim aktivister arresteret og anklaget for at være medlemmer i et organiseret netværk af terrorgrupper, der var ansvarlige for en stor del af disse angreb. Samme netværk havde desuden foretaget en række sabotageforsøg på Tempelpladsen (al-Haram al-Sharif) uden held. Også jødiske fredsaktivister blev ramt af denne bosætter-terror, hvilket hidtil havde været uset.

For det andet så det ud til, at politiske ledere og ministre specielt fra Likud-partiet opmuntrede, beskyttede og bevæbnede disse ekstremister. I 1982 blev man tvunget til at nedsætte en undersøgelseskommission, og dens rapport tegnede et mønster, hvor manglende respekt for loven og tilfældig og useriøs efterforskning af bosættervold tilsyneladende var resultatet af en uhellig alliance af Likud ministre, ledende officerer i hæren og radikale bosætterne. Eksemplerne var flere i begyndelsen af 1980'ern.

Premierminister Begin og hærchefen Rafael Eitan havde i 1980 - 81 tydeligvis obstrueret efterforskningen af bilbombeattentaterne, hvilket fik lederen af den israelske indenlandske efterretningstjeneste (Shin Bet) til at tage sin afsked.

Da bosættelsen Yamit i Sinai som følge af Camp David-aftalerne skulle evakueres i 1982, kom det til voldsomme kampe mellem bosætterne og den israelske hær. Selvom Likud havde indgået aftalen, støttede de åbenlyst bosætterne, og hundredevis af Gush Emunim aktivister undgik efterfølgende retsforfølgelse. Likud ministre var desuden ivrige fortalere for at tildele de føromtalte Gush Emunim terrorister amnesti.

Situationen var altså den, at spørgsmålet om de besatte områders fremtid fra begyndelsen af 1980'erne ikke længere kun var et politisk spørgsmål, der måske nok kunne medføre et tabt valg, mistillidsvotum eller lignende.

En beslutning om at afgive områdene ville nu også kunne udløse et indenrigspolitisk kaos, hvor lovløshed ville råde, og hvor statens sædvanlige redskaber til sikring af den offentlige ro og orden ikke nødvendigvis ville fungere. At man kunne frygte en sådan udvikling, var ifølge Lustick almindeligt anerkendt blandt israelske politikere, samfundsforskere og intellektuelle i midten af 1980'erne. De politiske partier bestilte således opinionsundersøgelser om befolkningens holdning til de demokratiske spilleregler og til udenomsparlamentariske metoder. Samfundsforskere undersøgte de demokratiske institutioners sårbarhed over for udenomsparlamentariske udfordringer i tilfælde af tilbagetrækning, og aviserne skrev ledere om den alvorlige polariserings betydning for de demokratiske institutioners beståen. Selvom de mange års forsøg på at annektere områderne ikke var lykkedes, havde den israelske højrefløj altså formået at skabe en situation, hvor en eventuel tilbagetrækning ville blive overordentlig vanskelig.

Bosætterne og fredsprocessen

Denne politiske klemme har tydeligvis formet 1990'ernes israelske fredspolitik. Ingen israelsk ledelse har endnu turde tage det nødvendige opgør med bosætterne. Tværtimod har man yderligere tilgodeset bosætterne ved en endog meget kraftigt udbygning af både bosættelserne og infrastrukturen. Det skønnes, at der i 1990'erne er bygget omkring 500 km nye bosætterveje, samt flyttet yderligere 100.000 bosættere ud i de besatte områder.

I slutningen af 1990'erne har det været knap så tydeligt, at territoriale kompromiser ville udløse lovløse tilstande i Israel. Forklaringen kan være, at Netanyahus og sidenhen Baraks politik ikke er blevet set som en seriøs trussel fra bosætternes side, idet begge har været modstandere af Oslo-aftalen (Barak stemte imod den i Knesset). Som nogle måske husker, så billedet imidlertid anderledes ud i Rabins tid (1992-1995). Forhandlinger med palæstinenserne var dengang endnu nye, og Rabins signaler var knap så beroligende set fra bosættter-synspunkter. Bosætterne førte derfor en meget aggressiv kampagne mod Rabin, og han blev dræbt af en jødisk ekstremist i november 1995. Mange israelere mente efterfølgende, at højrefløjen og bosætternes had-kampagner havde banet vejen for dette. Drabet på Rabin kunne derfor ses som et varsel om den uro, der vil komme, når en israelsk politiker bare tilnærmelsesvis nærmede sig grænsen for, hvad bosætterne ville acceptere.

Det bemærkelsesværdige er, at Rabin faktisk prøvede at undgå et åbent opgør med bosætterne. Hans strategi var netop at udskyde de afgørende territoriale spørgsmål som grænsedragning, bosættelser, suverænitet og Jerusalem i håb om, at den israelske offentlighed i mellemtiden ville blive mere indstillet på at give indrømmelser til palæstinenserne. Som Lustick formodede, ville denne strategi mislykkes, fordi de israelske ledere derved ville kræve noget næsten umuligt af et palæstinensisk lederskab, der i forvejen ville have svært ved at etablere sig som en legitim autoritet i områderne. Dette lederskab ville i stedet have brug for hurtige og substantielle resultater.

Selvom Ian Lustick har peget på, hvor stort et problem bosætterne udgør for fredsprocessen, mener han ikke, at det er umuligt eller uoverkommeligt at løse. Han sammenligner således Englands delvise tilbagetrækning fra Irland (1922) og Frankrigs tilbagetrækning fra Algeriet (1962) med Israels situation. Ud fra en samlet vurdering af bosætternes organisationer og levevilkår, den israelske hærs opbygning og sammensætning, samt den israelske befolknings ønske om politisk stabilitet, konkluderer Lustick, at et opgør med bosætterne faktisk kan gennemføres med et heldigt udfald. Det kræver imidlertid en israelsk leder, der tør tage konfrontationen med bosætterne.

1993-2000 De israelske bosættere

"Som barn besøgte jeg den gamle by i Jersualem sammen med min mor. Hun tog mig ved hånden, og vi besøgte Den Hellige Gravs Kirke og tændte lys. Den mest slående fysiske erindring er lugten, krydderierne. Selve følelsen af Jerusalem."
Hanan Ashrawi f. 1946 i Ramallah på Vestbredden

Som hjemsted for 3 verdensreligioner er Jerusalem en by fuld af magi for muslimer, kristne og jøder. Det var her Muhammed for til himmels, Jesus blev korsfæstet og begravet og her jødernes andet tempel blev ødelagt af romerne. For mellem 1400 og 2000 år siden.

Bag Suleiman den Prægtiges bymur fra det 16. århundrede huser Jerusalems gamle bydel på få hundrede km2, muslimernes Klippe- og Al Aksamoskeer på Al Haram Al Sharif, Tempelbjerget, jødernes Grædemur, Via Dolorosa og Jesu Gravkirke. Hver religiøs retning har sit territorium i den gamle by: det muslimske, det jødiske og det armenske, græsk-ortodokse og romersk-katolske kvarter. Men der er også basaren, duften af krydderier, omvandrende geder, det arabiske folkeliv, jøder i lange sorte frakker som i Østeuropa for flere hundrede år siden.

Jerusalem er et storpolitisk spændingsfelt, der involverer millioner af mennesker, som har hver deres forestilling om byen. Hver deres ideologiske, religiøse og politiske interesse.

I den gamle by, som bebos af 20.000 mennesker, går hovedskillelinien mellem på den ene side de kristne og muslimske palæstinensere og israelerne på den anden. Selv blandt de kristne palæstinensere er der skel mellem græsk-ortodokse, græsk-katolske, romersk-katolske, armeniere og flere andre.

Ifølge FNs delingsplan for Palæstina 1947 skulle Jerusalem og Bethlehem være internationalt område. Men efter den første israelsk-arabiske krig 1948-49 blev byen delt - i en israelsk og en jordansk del. Den gamle by og alle helligstederne kom på jordanske hænder.

I 1967 erobrede Israel den arabiske del af Jerusalem og annekterede den umiddelbart efter. Lige siden er den østlige bydel blevet omringet af stadig flere israelske bosættelser. Næsten 160.000 israelere er flyttet til det besatte Øst-jerusalem. Selv i det muslimske kvarter i den gamle by er der etableret adskillige bosættelser. Den mest berømte er den tidligere forsvarsminister Sharons hus, hvis bevogtning koster flere millioner årligt. Som en uafrystelig kendsgerning er den befolkningsmæssige sammensætning ændret. Men det er omdiskuteret, om flertallet er palæstinensisk eller israelsk i Øst-jerusalem.

Israel har udråbt Jerusalem som sin hovedstad, men det anerkendes ikke af det internationale samfund. Heller ikke af USA. Men et ihærdigt lobbyarbejde for at ændre denne holdning er på vej til at bære frugt.

Palæstinenserne ønsker at gøre det besatte Øst-jerusalem til hovedstad i en Palæstinastat.

Ifølge Osloaftalerne (1993) mellem Israel og PLO skal Jerusalems fremtid forhandles i en senere fase, men kampen mellem palæstinensere og israelere foregår uafladeligt. Primært ved israelsk nybyggeri, jordkonfiskationer og nye vejanlæg, der svækker det arabiske præg på byen.

Palæstinenserne er i det daglige konfronteret med vejspærringer ved de udvidede bygrænser. Det kræver særlig tilladelse for mænd at besøge Jerusalem. Det betyder i praksis, at mænd fra Vestbredden og Gaza er afskåret fra at besøge de kristne og muslimske helligsteder. De kan heller ikke uden videre arbejde i Jerusalem.

Bag dagligdagens ydmygelser foregår en kompliceret magtkamp hen over hovedet på de besatte palæstinensere. Israel har overdraget kong Hussein af Jordan den religiøse overhøjhed over de muslimske helligsteder - til stor fortrydelse for PLO. Og dermed spillet PLO og Jordan ud mod hinanden. Og samtidig forsøger Vatikanet i samarbejde med Israel at udmanøvrere den græsk-ortodokse kirke, som hovedparten af de kristne palæstinensere hælder deres hoveder til.

I konflikten mellem Israel og palæstinenserne overses det kristne mindretal på den arabiske side ofte. Men det har haft stor indflydelse i den nationale kamp gennem hele århundredet. I forbindelse med fredsforhandlingerne i Washington og Madrid dukkede den kristne Hanan Ashrawi op som palæstinensernes talerør i alverdens medier - fra Cairo til New York og København.

Efter mediernes brændemærkning af Arafat og palæstinenserne under Golfkrigen trådte den veltalende Hanan Ashrawi frem med en stemme, der kunne repræsentere pariaernes sag. Og man kunne forledes til at tro, at de bagvedliggende ulige styrkeforhold i konflikten var ophævet.

I denne samtale giver Hanan Ashrawi udtryk for sin misfornøjelse over Israels vedvarende forsøg på at skabe fuldbyrdede kendsgerninger i Jerusalem og på den besatte Vestbred. Efter at have stået side om side med PLO og Yassir Arafat, har hun nu valgt at hellige sig menneskerettighedsarbejde og overvåge såvel Israels besættelsespolitik som den nye Nationale Palæstinensiske Myndigheds måde at forvalte sin magt i Gaza og Jeriko. Ashrawi har etableret en slags ombudsmandsinstitution.

Ligesom Abd el Shafi er Hanan Ashrawi pessimistisk med hensyn til den nye selvstyremyndigheds fremtid. Hun er ligeledes stærkt kritisk overfor Yassir Arafat og PLO's aftale med Israel. Ashrawi kritiserer den for at muliggøre en cementering af de israelske bosættelser og jerngrebet om Jerusalem.

I Hannan Ashrawi har kontor på det slidte Hotel Ritz hvor hun omgives af unge eksklusivt klædte palæstinensiske kvinder, der tager telefonerne og prøver at få tiden til at gå. Selv er Ashrawi begravet i alt for mange klager fra mennesker, der får trådt deres rettigheder under fode.

Da Ashrawi får tid til at kigge op fra papirbunkerne, virker hun stresset og træt bag den velformulerede professionalisme, som har gjort hende internationalt respekteret. Det eneste, der får smilet frem i hendes øjne, er barndomserindringen om krydderiduftene i den gamle by. Nutiden vækker kun tanken om endeløse kampe og problemer i forhold til israelerne - og øjensynlig også pragmatikerne i PLO.

Ingen fred uden Jerusalem

"Jerusalem er selvfølgelig kernen i hele det palæstinensiske spørgsmål. Ikke kun af åndelig betydning, men også af historisk, kulturel og national betydning. Som kristen er det kernepunktet i min tilværelse, men også for muslimer - for palæstinenserne som helhed. Udover den åndelige betydning, handler det om jorden, om mennesker, nationale, historiske og kulturelle rettigheder.

Jerusalem er nøglen til en virkelig fred. Enhver løsning, der ikke omfatter Jerusalem, vil ikke medføre en retfærdig og varig fred. Hvis vi skal have fred, så er den nødt til at komme til udtryk i Jerusalem".

- I 1967 erobrede Israel den østlige del af byen. Hvilken betydning fik det for byen?

"Besættelsen af Østjerusalem er en del af besættelsen af Vestbredden og Gaza. Men betydningen er større end dette - det betød et slag mod den arabiske dimension, de muslimske og kristne helligsteder. Og Israel begyndte omgående at annektere Østjerusalem".

- I dag er befolkningsflertallet i Østjerusalem ændret i israelsk favør. Der bor flere israelere end palæstinensere.

"Muligvis, men ingen kender de reelle tal. Israel holder ironisk nok tallene hemmelige. Men lad mig udtrykke det på denne måde: Israel har påtvunget Jerusalem en uretfærdig og kunstig virkelighed. Det har importeret israelske jøder, konfiskeret jord, bygget bosættelser rundt om Jerusalem og dermed skabt en kunstig befolkningskoncentration. Samtidig har det diskrimineret palæstinenserne ved at nægte byggetilladelser og ved at beslaglægge deres jord og ved at iværksætte et kompliceret og uretfærdigt skattesystem. Denne demografiske realitet er kunstig og påtvunget - den bør ændres".

- Hvordan har Arafat kunnet indgå denne aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?

"Jerusalem er på dagsordenen - men spørgsmålet er udsat. Men man burde have haft garantier for, at Israel ikke ville påtvinge Jerusalem flere kendsgerninger og dermed foruddiskontere Jerusalems status. I øjeblikket krænker Israel aftalen ved at forudbestemme Jerusalems skæbne.

Israel forhandler ikke om Jerusalem, men skævvrider byen og skaber kendsgerninger, som bliver uigenkaldelige. Shimon Peres har også fremlagt et forslag, hvor der lovgives mod de palæstinensiske institutioner i Jerusalem. Der foretages mange skridt: indgreb i bevægelsesfriheden, retten til arbejde, hvilket ødelægger Jerusalems historiske og kulturelle karakter. Vi anerkender ikke den ulovlige anneksion af Østjerusalem".

- Men De besvarede ikke spørgsmålet om, hvordan Arafat kunne indgå en aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?

"De udsatte spørgsmålet, men satte det på dagsordenen: Men efter min mening skulle man have haft nogle indrømmelser, da man udsatte spørgsmålet. Om at Israel ikke ville præjudicere palæstinensernes rettigheder. Det gjorde PLO ikke, jeg ved ikke hvorfor. Måske var de under pres eller også var det udslag af pragmatisme, nødvendigheden af at opnå en aftale".

- Hvordan vurderer De Jerusalems fremtid? Israels udenrigsminister, Shimon Peres, har udtalt, at spørgsmålet om byens politiske status er lukket, men at det religiøse aspekt kan diskuteres?

"Det er endnu en krænkelse af aftalen. Hvis det politiske spørgsmål er lukket, så er det ikke på dagsordenen. Men det er på dagsordenen som en del af de besatte områder. Peres kan ikke egenhændigt forudbestemme forhandlingsemnerne. Israel kan ikke diktere Jerusalems skæbne.

Som jeg sagde: Jerusalem er mere end de åndelige og hellige steder. Jerusalem er et sted for et folk med jord, historie. Selv om de siger noget andet, er det ulovligt og fuldstændig uacceptabelt. De krænker international lov og aftalens betingelser. Og hvis de ønsker at diskutere ideologien omkring Jerusalem, kan vi præsentere dem for et andet svar. De bliver nødt til at forhandle om Jerusalems realiteter - og det betyder, at de må anerkende palæstinensernes rettigheder. Ellers falder hele aftalen fra hinanden".

Bosættelser og flygtninge

- Et andet vigtigt spørgsmål, der blev udskudt i aftalen var bosættelserne, som stadig blivet udvidet. Hvordan kunne PLO underskrive en aftale uden at tage det i betragtning?

"At indgå en aftale uden at tage bosættelserne i betragtning er fatalt. Jeg mener, det bør genforhandles, fordi de forhandlede faktisk bosættelserne, men kun mht. hvordan bosætterne skulle beskyttes, hvor meget jord, der skulle konfiskeres til dem, hvor mange soldater, der var behov for, hvilke veje de skulle bruge. Men bosættelserne blev alene forhandlet ud fra et israelsk perspektiv. Da de kom til den palæstinensiske synsvinkel, afslog Israel".

- Før jeg kom til Jerusalem, var jeg i Libanon, hvor de fleste palæstinensiske flygtninge følte sig forrådt og skuffede?

"Det er meget forståeligt, fordi aftalen udsætter spørgsmålet om flygtningenes permanente status. Men samtidig er flygtningene på dagsordenen som forhandlingsspørgsmål. Vi fastholder, at de skal diskuteres på basis af FN-resolution 194, dvs. retten til at vende tilbage. Men hvis forhandlingerne fortsætter som hidtil, har jeg ikke megen tiltro til fremtiden.

Israel har fået grønt lys til at udnytte sin magt og forudbestemme udfaldet af disse spørgsmål. Det er farligt. Mange flygtninge føler sig svigtet, hvilket har bidraget til uviljen mod aftalen".

- Israelske menneskerettighedsaktivister har kritiseret PLO for ikke at bekymre sig nok for børn og kvinder i israelske fængsler..

"Ja, De spørger til alle de områder, vi har taget op i forhold til den nationale myndighed. Jeg synes ikke, det er acceptabelt at benytte menneskerettighederne som en forhandlingsvare. Den nationale myndighed burde ikke give Israel lov til at manipulere med den kendsgerning, at de har magt over palæstinensiske liv. Jeg kalder det politisk pengeafpresning - et forhandlingstrick - for at fremtvinge indrømmelser.

Jeg gjorde opmærksom på, at alle menneskerettighedspørgsmål burde have været løst, før man skrev under på aftalen: husødelæggelserne, de forseglede huse, fangerne, de deporterede og alle andre krænkelser af menneskerettighederne. Man kan ikke tillade, at Israel udnytter de gidsler, de har, til at skaffe sig fordele i forhandlingerne. Det er et andet alvorligt tilbageslag i aftalerne".

Mange palæstinensere er skuffede over den nye nationale myndighed og kritiserer Arafat for at være en arabisk gennemsnitsdiktator? De har også selv kritiseret ham.

"Jeg har aldrig kaldt ham for en en arabisk gennemsnitsdiktator. Jeg diskuterer ikke enkeltpersoner, men tager stilling til politiske spørgsmål og beslutninger. Det må være klart.

Palæstinenserne er meget skeptiske og mistænksomme, men ikke flertallet. De fleste er afventende - ifølge opinionsundersøgelserne. De vil tage stilling efter at have set resultaterne. De giver det en chance.

Hvad der er brug for nu er et præcist opbygningsprogram, som går ud over det militære og politiske aspekt og som anskuer tingene indenfor en national dimension. Som opbygningen af en nation med institutioner, strukturer og arbejdsprocesser. Et demokratisk system. Hvis ikke vi har systemer og strukturer, samt professionelle og demokratiske adfærdsregler, vil dette eksperiment ende i fiasko."

- De økonomiske problemer er alvorlige og kan ødelægge hele processen. Hvordan forklarer De, at Israel på den ene side nægter palæstinenserne retten til at arbejde i landet. Og samtidig importerer man arbejdskraft fra Sri Lanka, Chile osv.

"Det er ikke kun et spørgsmål om arbejde, der er masser af problemer. Nogle har at gøre med donorlandene, andre med Verdensbanken eller pression for at etablere gennemskuelige strukturer eller politisk indblanding. Og selvfølgelig fastholder Israel holdningen med at dominere, manipulere og kontrollere, hvilket inkluderer manipulation med arbejdsstyrken.

Israel skylder palæstinenserne en masse penge efter 27 års besættelse. De har udskrevet ulovlige skatter og hevet penge ud af de besatte områder. Det er minimalt, hvad der er kommet tilbage igen. De har forvredet vores økonomi og underordnet den under den israelske. De har ændret strukturen i vores samfund fra at være et landbrugssamfund til at være en billig arbejdsstyrke, der er fuldkommen afhængig af israelerne. Landbruget holdt op med at være rentabelt, fordi de konfiskerede en stor del af jorden.

Denne forvridning er Israels og det internationale samfunds ansvar. Jeg forstår ikke, hvorfor Israel gør dette. Nogle vil gerne se den nationale myndighed fejle. Andre vil gerne lade den arbejde under israelsk overopsyn og atter andre vil gerne give myndigheden frihed til at fungere. Indenfor disse 3 muligheder rummes alle israelske opfattelser".

- Hvordan vurderer De Hamas' muligheder efter indgåelsen af principaftalen?

"Hamas er en del af vores politiske pluralisme. Der har været en bevidst indsats for at overvurdere deres indflydelse, ikke blot deres antal, men også omfanget af deres vold. De opererer først og fremmest indenfor en politisk struktur og mere her end i en militær sammenhæng.

Om Hamas vil blive stærkere, afhænger af udviklingen. Hvis PLO og den nationale autoritet får fiasko, vil Hamas vokse sig stærkere. Får de succes, bliver Hamas svagere. Men jeg forventer ikke, at de vil komme til at udgøre et flertal. De udgør en betydningsfuld minoritet, som vil agere indenfor det demokratiske system".

2000-Irak og Palæstina

Introduktion

I midten af januar 2003 gjorde den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, gældende, at USA ville arbejde intensivt for at oprette en palæstinensisk stat, så snart krigen i Irak var forbi. I Danmark og andre europæiske lande udtrykte et antal politikere tilsvarende erklæringer, og fred mellem palæstinensere og israelere blev et argument til at retfærdiggøre en krig imod Irak. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen skrev fx i en pressemeddelelse den 18. marts 2003:

"Regeringen lægger i sin støtte til USA stor vægt på, at præsident Bush har erklæret sin klare støtte til en køreplan for en samlet løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten".

Selv de, som ikke var overbeviste om nødvendigheden af krig, begyndte at argumentere, at der muligvis kunne komme noget positivt ud af krigen – især i tilfældet med Palæstina-spørgsmålet. Deres argument var, at amerikanerne måtte gøre noget konstruktivt i Mellemøsten. De skulle engagere sig stærkere og skulle demonstrere for den arabiske verden, at selvom en del af ‘krigen mod terror’ skulle finde sted i den arabiske verden, så var det ikke en krig imod den arabiske verden eller imod Islam for den sags skyld. Derfor, lød dette argument, var det kun logisk at USA ville engagere sig i Mellemøsten og derved gøre deres yderste for at bringe den israelske besættelse til ophør. På trods af de store amerikanske problemer i "efterkrigstidens" Irak er Palæstina spørgsmålet fortsat på dagsordenen ikke kun i Mellemøsten, men også globalt.

Denne artikel omhandler udviklingen i de besatte palæstinensiske områder i kølvandet af krigen mod Irak i foråret 2003. Jeg vil især undersøge, hvordan det er gået med alle løfterne og forsikringerne om, at der ville blive taget fat på Palæstina-konflikten efter krigen. Derfor er et af artiklens omdrejningspunkter en gennemgang af Køreplanen for Fred, som i dag er blevet til det internationale samfunds officielle bud på en løsning på konflikten mellem palæstinensere og israelere. Argumentet er, at den opståede situation formodentlig aldrig fører til en palæstinensisk stat, men mere sandsynligt til hvad der først vil blive en apartheid-lignende situation, og efter nogle få årtiers kamp muligvis en bi-national, demokratisk stat.

Køreplanen for Fred

Køreplanen for Fred blev udfærdiget i København under det danske formandskab i EU i anden halvdel af 2002, og derfor har den danske udenrigsminister Per Stig Møller betydelige aktier i planen. Den blev senere godkendt af den såkaldte Kvartet, bestående af USA, Rusland, UN og EU. Den er dermed fælles politik i forhold til konflikten mellem palæstinensere og israelere. Imidlertid blev Køreplanen for Fred aldrig offentliggjort på dette tidspunkt – til den danske udenrigsministers, Per Stig Møller, store irritation. Det skete ikke på grund af en fælles amerikansk og israelsk modstand, da den israelske regering ikke kunne godkende planen.

Køreplanen for Fred er ikke nogen særlig præcis plan. Det vigtigste aspekt af planen er, at den fastlægger nødvendigheden af en "uafhængig, levedygtig palæstinensisk stat ved slutningen af 2005" side om side med Israel. Selve Køreplanen for Fred er delt i tre faser. Under den første fase er opgaven på palæstinensernes side at stoppe volden. Desuden er den palæstinensiske ledelse forpligtet til at fortsætte de politiske reformer og demokratiseringsprocesserne. På deres side forventes israelerne at trække besættelsesstyrkerne tilbage til de positioner, de havde før udbruddet af Intifadaen den 28. september 2000. Den israelske regering er også forpligtet til at fjerne de ‘udposter’ – små bosættelser – etableret under den nuværende Intifada, såvel som at fastfryse opførelsen af nye bosættelser samt stoppe enhver udvidelse af eksisterende bosættelser. Køreplan for Fred fastslår desuden, at gennem fase ét skal Israel:

"Tage skridt til at forbedre de humanitære vilkår. Israel og palæstinenserne gennemfører totalt alle anbefalingerne i Bertini rapporten for at forbedre medmenneskelige vilkår, ophæve udgangsforbud og lette restriktionerne for bevægelse af mennesker og varer, og tillade komplet, sikker og ubegrænset adgang for international og humanitær personale."

Anden fase af Køreplan for Fred – som i teorien skulle være påbegyndt juni 2003 og vare frem til december 2003 – forudsætter at:

"Fase to begynder efter palæstinensiske valg og slutter med den mulige oprettelse af en uafhængig palæstinensisk stat med provisoriske grænser i 2003. Dens primære målsætninger er fortsat omfattende sikkerhedsudøvelse og effektivt sikkerhedssamarbejde, fortsat normalisering af palæstinensernes levevilkår og opførelse af institutioner og opretholdelsen af målene skitseret i fase et."

Under den tredje og sidste fase, som forventes at strække sig over hele 2004 og 2005, skal de vanskelige spørgsmål, som kendes alt for godt fra Oslo-aftalen, drøftes ved en international konference. Det gælder spørgsmålene om: Jerusalem, flygtningene, bosættelserne såvel som de endelige grænser mellem de to selvstændige stater.

Køreplanen for Fred ligner på mange områder Oslo-aftalen, og det er ikke overraskende, siden forfatterne til planen omhyggeligt har læst Oslo-aftalen og de efterfølgende aftaler, såvel som Mitchell, Tenet og Bertini rapporterne. Efterfølgende har de samlet det bedste fra alle tidligere planer og rapporter i en plan: Køreplanen for Fred. Derfor er der ikke noget nyt i planen, og i virkeligheden forekommer den at være en fortsættelse af Oslo aftalen.

Som det har været tydeligt gennem det sidste tiår, lagde Oslo grunden til en asymmetrisk fred. Magtbalancen var – og er stadigvæk – i Israels favør. Som Glenn Robinson og andre har argumenteret, var Hensigtserklæringen for Fred (Oslo-aftalens officielle navn) en hegemonisk fredsaftale. En hegemonisk fred er blevet defineret:

"… som en fred mellem to betydeligt ujævnbyrdige magter der alligevel beholder autonomien til at godkende eller afslå betingelserne for overenskomsten. Det er ikke en fred mellem ligestillede, det er heller ikke en "fred" totalt påtvunget en komplet overvundet fjende."

Som en fortsættelse af Oslo aftalen er Køreplanen for Fred et nyt forsøg på at etablere en hegemonisk fred, og som sådan kan man bedst forstå hele "freds"-forløbet som en intern israelsk diskussion for at tage fat på spørgsmålene: ‘Hvor meget land skal vi efterlade palæstinenserne? Hvor mange bosættelser skal afvikles? Og, hvor mange palæstinensiske flygtninge kan returnere hjem – hvis nogen overhovedet?’ Det er kun gennem israelsk billigelse at palæstinenserne har mulighed for at opnå noget som helst. Israel er besættelsesmagten og Israel har dermed i praksis vetoret, da palæstinenserne har meget lidt at forhandle med. Den eneste forhandlingsindflydelse som den Palæstinensiske Autoritet besad – og stadig besidder – er det lille ord ‘nej’.

På trods af denne temmelig kritiske vurdering af Køreplanen for Fred er det imidlertid stadig muligt at finde forbedringer i ordvalget i Køreplanen for Fred sammenlignet med fx Oslo-aftalen – udover den kendsgerning at planen klart meddeler, at slutmålet er en palæstinensisk stat. For eksempel bliver det fastslået i Køreplanen for Fred at:

"Kvartetten vil mødes regelmæssigt på topplan for at bedømme parternes opfyldelse af planens gennemførelse. I hver fase forventes parterne at udføre deres forpligtelser parallelt (forfatterens fremhævelse) med mindre andet er angivet."

Således er der etableret en mekaniske for at evaluere gennemførelsen af planen, og yderligere er det gjort klart, at tingene skal ske parallelt. Problemet angående evalueringen har været, at amerikanerne i praksis har vetoret, da det andetsteds i planen hedder: "Udviklingen ind i fase to er baseret på enighed i Kvartetten om, hvorvidt forholdene er egnede til at fortsætte, når der tages hensyn til begge parters indsats."

Slutresultatet er, at planen minder en hel del om Oslo – selvom dens definerede målsætning er en palæstinensisk stat. Køreplanen for Fred repræsenterer ingen grundlæggende ændringer i forhold til præmisserne fra det kuldsejlede "fredsårti", altså 1990erne. Derfor kom det ikke som nogen stor overraskelse, at mange palæstinensere i sommeren 2003 ikke tog Køreplanen helt seriøst. De spøgte

med at: "The roads are for the Israelis and the map for the Palestinians to hold" (vejene er for israelerne, og kortet kan palæstinenserne holde).

Den israelske reaktion på Køreplanen for Fred

I slutningen af maj 2003 overraskede Ariel Sharon mange, da han pludseligt godkendte den Køreplan for Fred han få måneder tidligere havde skoset, med ordene: "Nåh, Kvartetten er ingenting. Tag den ikke alvorligt". Ariel Sharon havde utallige forbehold overfor Køreplanen for Fred. Da han til slut godkendte den, kunne det hovedsageligt tilskrives pres fra præsident Bush. Imidlertid var hans godkendelse også klart forbundet med den kendsgerning, at den amerikanske præsident forsikrede Sharon om, at efter hans formelle godkendelse af Køreplanen for Fred ville amerikanerne være villige til at lytte til de israelske forbehold. Og der var masser af forbehold, fjorten i alt. Ifølge den israelske avis Ha’aretz er disse nogle af de mest alvorlige forbehold :

1) Fra begyndelsen og gennem hele forløbet skal palæstinenserne opretholde ro. Den palæstinensiske side skal tillige afvikle de eksisterende sikkerhedsorganisationer og indføre sikkerhedsreformer, der skal handle med henblik på at bekæmpe terror, vold og opfordring til vold… I den første fase af planen og som en betingelse for fremskridt til anden fase skal palæstinenserne fuldføre opløsningen af terrorist-organisationerne (Hamas, Islamisk Jihad, PFLP, og Al-Aqsa Brigaderne) samt deres infrastruktur; indsamle illegale våben og overgive disse til en tredje part med det formål, at våbnene bliver fjernet fra området og bliver destrueret. Hertil kommer nødvendigheden af, at al våbensmugling bringes til ophør. Al våbenproduktion indenfor den palæstinensiske autoritets område stoppes.

2) At der udvikles en ny og anderledes ledelse i den palæstinensiske autoritet indenfor rammerne af en regeringsreform. Oprettelsen af en ny ledelse udgør en forudsætning for fremskridt til anden fase af planen. Under disse rammer vil der blive afholdt valg til det palæstinensiske lovgivende råd.

3) Overvågningsmekanismerne skal være underlagt amerikansk ledelse.

4) Åbenlyse henvisninger skal foretages for Israels ret til at eksistere som en jødisk stat og til at opgive enhver ret for de palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til Israel.

5) Emner der angår den endelige aftale skal ikke drøftes for indeværende. Blandt emner der ikke skal drøftes er: Bosættelserne på Vestbredden og i Gazastriben og status for de palæstinensiske institutioner i Jerusalem.

Skønt Sharon godkendte Køreplanen for Fred, var dette primært en strategisk beslutning for at tilfredsstille amerikanerne snarere end en politisk kursændring. Derfor var der ingen, der forventede at se Sharon i rollen som fredsdue, selvom han siden godkendelsen af planen ved flere lejligheder har talt om at give "smertelige indrømmelser" og om nødvendigheden af at oprette en palæstinensisk stat. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at også den israelske højrefløj har godkendt og accepteret, at løsningen på konflikten vil føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat. Dette faktum til trods er det fortsat vanskeligt at forestille sig, at Sharon vil tilbyde palæstinenserne noget, der bare ligner dét, der blev præsenteret af Ehud Barak i Camp David i sommeren 2000 . Vanskeligheden bunder primært i, at Sharons politiske mål snarere er dét, som den israelske sociologi-professor Baruch Kimmerling, har omtalt som politicide. Kimmerling definerer politicide, som en proces der har som sit endelige mål at opløse det palæstinensiske folks eksistens som en legitim social, politisk og økonomisk enhed.

Palæstinensisk reform og en ensidig palæstinensisk våbenhvile (hudna)

Som en konsekvens af både udefra kommende pres og Køreplanen for fred – som var kendt af begge parter før offentliggørelse – begyndte palæstinenserne at reformere dets politiske ledelse gennem de sidste måneder i 2002 og de første måneder af 2003. Interessant nok var der et sjældent sammenfald af interesser mellem flertallet af palæstinenserne – som var blevet trætte af det korrupte og ineffektive palæstinensiske styre – og Israel og USA, som pludseligt argumenterede for nødvendigheden af palæstinensiske politiske reformer som en forudsætning fremskridt i fredsprocessen. I virkeligheden blev tingene vendt på hovedet med disse krav: Mens Oslo-processen forudsatte en ikke-demokratisk, autoritær og menneskerettighedskrænkende palæstinensisk ledelse. Det var netop denne form for ledelse, der nu blev beskrevet som det største problem, der vanskeliggjorde fremskridt mod fred – og ikke besættelsen og Sharons politik vis-a-vis palæstinenserne.

I en vis forstand kan kravene om reformer i det palæstinensiske selvstyre ses som ren afpresning, da slutresultatet var: "Hvis I ikke forbedrer jer får I ingen penge!"

Efter palæstinenserne i det sidste dage af april 2003 havde udpeget Abu Mazen, også kendt som Mahmoud Abbas, som den nye palæstinensiske premierminister blev Køreplanen offentliggjort. Verden var i den palæstinensiske sammenhæng vidne til et regimeskifte på diplomatisk vis i kontrast til det mere dramatiske og voldelige regimeskifte nogle få uger tidligere i Irak. Den palæstinensiske præsident Yassir Arafat blev således gjort ligegyldig eller "irrelevant" som Ariel Sharon havde ønsket og argumenteret for siden starten på den anden Intifada, der tog sin begyndelse i september 2000. Som et led i reformprocessen fik palæstinenserne også en ny finansminister, den tidligere IMF ansatte Fayed Salam. En lignende betydningsfuld reformproces blev iværksat hos sikkerhedsstyrkerne, da den tidligere efterretningschef fra Gaza, Muhammad Dahlan blev udnævnt som indenrigsminister.

Den nye ledelse tog omgående kontakt til den palæstinensiske opposition repræsenteret ved Hamas, Islamisk Jihad og al-Aqsa Brigaderne. Ved hjælp af ægyptisk mægling formåede den nye regering den 1. juli 2003 at præsentere en ensidig palæstinensisk våbenhvile, ofte omtalt med den arabiske betegnelse hudna. At Hamas valgte at underskrive en hudna skal forstås i en historisk kontekst. Der havde siden 1995-96 været en intern magtkamp i Hamas mellem moderate og tilhængere af en mere kompromisløs kurs overfor den Palæstinensiske Autoritet og Israel. Imidlertid ændrede situationen sig markant efter udbruddet af Intifadaen i september 2000. Modstand mod den israelske besættelse blev igen hovedgrundlaget for legitimitet for de forskellige politiske grupperinger i det palæstinensiske samfund. Det er hævet over enhver tvivl, at Hamas blev styrket i denne proces som en konsekvens af bevægelsens mange selvmordsbombeangreb rettet mod israelske mål. Internationalt bevirkede selvmordsangrebene på den anden side, at Hamas blev stemplet som terrorister og deres økonomiske transaktioner blev i mange tilfælde tilbageholdt. Det internationale pres på bevægelsen var en medvirkende grund til, at de underskrev den føromtalte hudna i juli 2003. Men der var flere ting, der spillede ind. Hamas-ledelsen i de besatte områder blev ligeledes påvirket af eksil-ledelsen, som nu blandt andet opholdt sig i den syriske hovedstad. Her kommer krigen i Irak ind i billedet og ikke mindst Syriens forhold til USA.

Hudna og Syriens rolle

Før krigen i Irak havde Washington beskrevet Syrien som en slyngelstat i periferien af "ondskabens akse". Hovedårsagen til, at den amerikanske regering betegnede Syrien som en slyngelstat var Syriens støtte til terrorisme, det vil sige, de palæstinensiske og libanesiske modstandsbevægelser som fx Hamas og Hizballah. Som Bush bekendtgjorde under en pressekonference med i sin terminologi "fredens mand", Ariel Sharon:

"Vi ønsker at gøre det klart for Hizballah og staterne, der støtter Hizballah … at vi ikke forventer, der vil være nogen angreb [på Israel] … Vi anser dette som terroristaktivitet, og vi vil bekæmpe terror overalt, hvor der findes terror"

Der er ingen tvivl om, at syrerne frygtede et angreb på Irak, selvom hverken det syriske folk eller deres ledere ville komme til at savne Saddam Hussein. Syrien har haft et fjendtligt forhold til Irak gennem det meste af de seneste tre-fire årtier, skønt det havde ændret sig lidt gennem de sidste få år, hvilket i øvrigt styrkede den Syriske økonomi. Syrerne frygtede et angreb på Irak, fordi de vidste, at et sådant træk på sigt kunne give USA mod på at søge en mere direkte konfrontation også med Syrien.

USA kom med anklager mod Syrien allerede før krigen mod Irak. Forsvarsminister Donald Rumsfeld havde for eksempel anklaget Syrien for at smugle militært materiel ind i Irak, såvel som at lade "islamiske terrorister" komme ind i Irak fra Syrien. Anklagerne fortsatte og forøgedes efter krigen. USA påstod, at visse personer fra de højeste rækker i Iraks Baath parti søgte tilflugt i Syrien. Det er ikke overraskende, at syrerne benægtede disse anklager. Syrerne blev yderligere anklaget for at producere masseødelæggelsesvåben. Pentagon advarede Damaskus ved at tilkendegive: "Syrerne bør vide … at de vil blive holdt ansvarlige." En anden fremtrædende amerikansk konservativ, tidligere chef for CIA James Woolsey, kaldte Syriens regering for en fascistisk regering, der burde blive skiftet ud. Og ingen redegjorde for USA’s politik mere klart end Paul Wolfowitz:

"Jeg tror mange lande, inklusiv Syrien, endelig vil forstå budskabet fra dette [dvs. Irak krigen], nemlig at det er meget bedre at komme til en fredelig overenskomst med det internationale samfund, til ikke at anskaffe disse masseødelæggelsesvåben til ikke at anvende terrorisme som et instrument for national politik."

På samme tidspunkt forsøgte Israel at gøre det vanskeligere for Syrien ved at antyde at "det er muligt Irak flyttede missiler og masseødelæggelsesvåben ind i Syrien" Den amerikanske administration blev dog ikke overbevist om denne historie. Efter den officielle slutning på krigen i maj 2003 rejste Colin Powell til Damaskus i et forsøg på at neddæmpe krisen. Imidlertid var hans besked til den syriske regering klar: ‘Luk kontorerne for terror organisationerne som Hamas, Islamisk Jihad og Hizballah. Hvis det ikke sker, vil I føle konsekvenserne.’ Derfor var det få, som var overraskede over, at disse organisationers kontorer blev lukket kort efter Powells besøg. Nogle af de palæstinensiske ledere af Hamas og Islamisk Jihad, for eksempel, har for nyligt været udenfor Damaskus, hovedsageligt i Beirut. Skønt de islamiske ledere påstår, at de forlod Damaskus på eget initiativ for at ‘beskytte’ syrerne, ser det mere ud som om, den syriske regering bøjede sig for amerikansk pres. Dette på trods af at det syriske argument i denne sammenhæng hidtil havde været, at bevægelserne ville ’forsvinde automatisk’ så at sige, det øjeblik årsagen til modstanden ophørte, altså når Israels besættelse stoppede. Syrisk pres på Hamas eksil-ledelse havde således uden tvivl indflydelse på underskrivelsen af en hudna den 1. juli 2003.

Det ser ud til, den amerikanske regering håber, at et stærkt pres på regimet vil ‘ændre’ landets indstilling og, at Syrien derfor vil åbne op og vise sig mere imødekommende overfor at finde en løsning på konflikten med Israel angående Golanhøjderne.

Hudna’en bryder sammen

Men hudna’en varede kun en kort periode. Den 8. august 2003 dræbte israelske soldater to påståede Hamas militante i Nablus. En selvmordsbomber, sendt af Hamas, dræbte fire dage senere en israeler i byen Rosh-Ha'ayin, og samme dag dræbte en anden selvmordsbomber en bosætter nær Ariel bosættelsen ved Nablus. Begge selvmordsbombere kom fra Nablus. Hamas meddelte, at hudna’en ville fortsætte, men betingede sig imidlertid, at de havde til hensigt at svare igen hvis og når israelerne greb til de såkaldte målrettede likvideringer (udenomsretlige drab på formodede terrorister). Men Hamas understregede også, at denne form for gengældelse ikke blev anset for et brud på hudna’en. I en kort tid skabte dette hovedpine for den palæstinensiske ledelse. Alle palæstinensere forstod nemlig fuldstændig denne form for logik. Da den israelske hær den 14. august dræbte Muhammad Seeder, lederen af Izz ad-din al-Qassam i Hebron, gik der kun fem dage før end en anden hebronit sprængte sig selv i luften på grænsen mellem Øst- og Vestjerusalem og med sig i døden tog han 23 israelere. Den israelske reaktion kom hurtigt. Gennem endnu en målrettet likvidering dræbte de en af Hamas’ top-ledere, Ismael Abu-Shanab, som var blandt de mest moderate ledere af bevægelsen. Abu Shanab var en af de mest aktive bag scenen da hudna’en blev godkendt af Hamas i sommeren 2003, og han har gennem 1990erne gentagne gange argumenteret for muligheden af en langvarig hudna – på op til 20 to 30 år – med Israel. Efter mordet på Abu Shanab forsøgte den israelske hær også – uden held – at dræbe andre politiske ledere af Hamas, som fx Mahmoud Zahhar, Ismael Haniyya, og den åndelige leder af bevægelsen, Sheikh Ahmad Yasin. Hamas ophævede hudna’en. Den palæstinensiske ledelses hovedpine blev ikke mindre af denne udvikling.

En ny og meget spændt situation blev en kendsgerning. Abu Mazen oplevede et forøget pres fra først og fremmest Israel og USA for, at slå ned på de palæstinensiske islamister. I stedet for at gøre det tog han sin afsked den 6. september. I sit afskedsbrev redegjorde han for den primære årsag til sin fratrædelse:

"1. Det grundlæggende problem er Israels uvilje mod at gennemføre deres forpligtelser i henhold til Køreplanen for fred og gennemføre nogen som helst konstruktive tiltag."

Den helt centrale årsag var altså, at Israel intet gjorde for at leve op til sine forpligtelser fra Køreplanen for Fred og på trods af at denne i efteråret 2003 blev godkendt af FN’s sikkerhedsråd som grundlaget for fred i regionen. Israel behøver ikke nødvendigvis at forholde sig til planen – i hvert for indeværende – på grund af forholdet til USA. Den amerikanske præsident George W. Bush gjorde det i efteråret 2003 klart, at den nye palæstinensiske premierminister skulle knuse terroren og "terrorens infrastruktur". Samtidig erklærede Hamas åben krig, og det samme gjorde Israel. Israelerne vil ramme "terroristerne" overalt (inklusive Syrien), da det palæstinensiske styre – efter deres opfattelse – ikke gjorde noget som helst. Praktisk talt al dialog, som blev specificeret i Køreplanen for Fred stoppede. Powell skubbede bolden endnu længere ind på palæstinensernes bane, da han gjorde det klart, at han mente, at palæstinensernes styre skulle slå ned på terrorisme, inden israelerne kunne reagere på internationalt pres for at stoppe yderligere oprettelse af bebyggelser på besat palæstinensisk land. Forslaget om, at de to sider skulle udføre deres "forpligtelser parallelt", eksisterede derfor ikke længere.

En fortolkning

Annulleringen af den parallelle forpligtelse kan skyldes alvorlig kritik imod Køreplan for Fred fra indflydelsesrige amerikanske kredse. De medlemmer af den nuværende amerikanske regering, som var høge i spørgsmålet om Irakkrigen, er også de stærkeste modstandere af et frit og uafhængigt Palæstina (indenfor grænserne før 1967). Disse medlemmer er for eksempel, Douglas Feith, der er nummer tre i forsvarsministeriet, David Wurmser fra udenrigsministeriet og Richard Perle fra Det Hvide Hus, som alle i 1996 var medforfattere til et "politisk dokument" for det israelske højrefløjs parti Likud, i hvilket de argumenterede for et rent brud med fredsprocessen. De påstod, at princippet "land for fred" var en naturlig trussel mod Israel og i virkeligheden var et skridt mod statens tilintetgørelse. Andre betydningsfulde pro-israelske kræfter i den nuværende amerikanske regering, som har en betydelig indflydelse på USA’s mellemøstpolitik inkluderer Paul Wolfowitz, John Hannah (fra vicepræsident Dick Cheneys kontor), John Bolton, og Elliot Abrams.

Det karakteristiske ved disse betydningsfulde deltagere er, at de ikke alene er pro-israelske, men at de også støtter Israels højrefløj, som er standhaftige modstandere af en løsning baseret på international lov. Skønt de fleste amerikanske regeringer gennem de sidste tre årtier har været pro-israelske i større eller mindre målestok, støtter USA’s nuværende administration israelske radikale synspunkter og kræfter, som modarbejder det internationale samfunds ønsker. Sharon understregede over for Bush ved en nylig afholdt pressekonference i Washington: "Vi har aldrig haft en bedre forbindelse med nogen amerikansk præsident, end det er tilfældet med dig." Denne tætte forbindelse fortsatte efter krigen i Irak.

Hvis amerikanerne ønsker at vinde hjerter og holdninger i Mellemøsten, eller i det mindste nogen tillid blandt arabere, er det tvingende nødvendigt, at regeringen engagerer sig mere i konflikten. Administrationen er begyndt at forstå dette og forstår, at public relations indsats alene ikke løser problemet. Men den amerikanske regering mangler tilsyneladende stadig at anerkende, at det er af afgørende betydning, at løsningen er baseret på international lov, altså at der er tale om en retmæssig løsning, og ikke en løsning baseret på princippet om, at "magt er ret". Med andre ord betyder det intet (eller kun meget lidt), hvem der er den palæstinensiske premierminister. Det afgørende er, at besættelsen bringes til ophør. Imidlertid vil intet føre parterne i denne retning så længe Israel, USA og EU står fast på, at det helt afgørende mål for den nye palæstinensiske premierminister er udslettelsen af palæstinensisk terror og den såkaldte ‘terror infrastruktur.’ Ingen palæstinensisk leder kan gennemføre sådanne tiltag rettet mod de palæstinensiske islamister og andre militante palæstinensere, da han i så fald ville miste al den folkelige legitimitet, som er forudsætningen for, at han overhovedet kan handle. Den siddende palæstinensiske premierminister har brug for, er tillidsskabende foranstaltninger og muligheden for at italesætte det savnede og berømte lys for enden af tunnelen. Der er for tiden intet lys, og derfor er det ikke mange handlemuligheder for den palæstinensiske ledelse. Køreplanen for Fred er tilsyneladende ligeså død som Oslo-aftalen var det tilbage i sidste halvdel af 1990erne. Spørgsmålet er, hvor det efterlader Palæstina spørgsmålet her i år 2004?

Muren: afslutningen på en to stats løsning?

I sensommeren 2002 besluttede Sharon regeringen at oprette en såkaldt ‘sikkerheds zone’ - kendt blandt palæstinensere som ‘Apartheid-muren’ – mellem Israel og de besatte områder. Den første del af muren skulle gå fra omkring Jenin ned til et område ved Qalqilya. Først da omkring 150 km af muren var oprettet, skabte den overskrifter i de vestlige medier. I løbet af sommeren 2003 var der en række historier i aviser og magasiner verden over, som omhandlede konsekvenserne af muren. Først og fremmest drejede det sig om de palæstinensiske landmænd, hvis jord blev eksproprieret, når de blev placeret bagved muren. Muren blev ikke oprettet på den gamle 1967 grænse, kendt som den grønne linie, men betydeligt mod øst. Tusindvis hektar palæstinensisk jord eksproprieret under den første fase alene, inklusive noget af de mest frugtbare palæstinensiske land på Vestbredden. Byen Qalqilya er nu i realiteten et åbent fængsel, omgivet af muren på tre sider og kun tilgængelig gennem en israelsk kontrolpost.

Gennem de senere måneder har der været megen diskussion i Vesten om, hvorvidt Sharon-regeringen ustraffet burde kunne fortsætte byggeriet af muren, ekspropriere mere frugtbar jord fra palæstinenserne og yderligere opsplitte Vestbredden. I september 2003 begyndte israelerne dog uhindret anden fase af muren. Deres begrundelse var "terrorkampagnen" udløst af Hamas, det vil sige, et sikkerhedsargument som har vist sig at være en effektiv retfærdiggørelse i lyset af den globale "krig mod terror." I skyggen af den nuværende krise og de seneste selvmordsbomber har det israelske parlament, Knesset, og Sharon-regeringen, som nævnt, ikke alene godkendt bevillinger for fase to af muren men også påbegyndt byggeriet. Denne del af muren vil også svinge øst for den grønne linie, for at omfatte adskillige bosættelser som fx Ariel og Kedumim i hjertet af Vestbredden .

Israel's "security" wall: Another land grab - october 2003

Den endelige israelske plan vil efterlade 91 procent af bosættelserne på den israelske side af muren. Resultatet vil blive, at omkring 95 til 98 procent af alle bosættere vil blive placeret inden for ‘Israel’ og Israel vil ultimativt opsluge omkring 45 til 55 procent af Vestbredden.

Oprettelsen af indhegningen vil placere de fleste palæstinensere bag pigtråd og hegn. Den politiske konsekvens af disse tiltag kan blive, at ideen om en to-stats løsning fortoner sig i horisonten – ikke mindst på den palæstinensiske side. I stedet ser det ud til at konflikten bevæger sig i racistisk retning i og med, at forholdene i højere grad end tidligere frembringer minder om apartheidregimet i Sydafrika.

Allerede nu er der de første synlige tegn på, at intellektuelle palæstinensere er i færd med at redefinere palæstinensernes kamp for frihed. Og en to-stats løsning giver for mange ikke længere mening. I stedet argumenterer flere for, at det nu er nødvendigt at kæmpe for samme rettigheder i én demokratisk stat. Også fremtrædende palæstinensiske politikere –heriblandt præsident Yassir Arafat - har i januar 2004 argumenteret for at tiden for en to-statsløsning er ved at rinde ud. Den palæstinensiske chefforhandler Sa’eb Erakat har om udtalt om emnet:

"To-statslsøningen bliver begravet af et apartheid system bestående af palæstinensiske bantustans og byfængsler"

Dette argument har en stor fremtid foran sig – især hvis Sharon regeringen uhindret for lov at fortsætte sin nuværende politik. Det er et paradoks, at Ariel Sharon, som hele sit liv har kæmpet for et ‘Stor Israel’, kan vise sig at blive manden som i sidste ende er ansvarlig for afslutningen på det zionistiske projekt.

At noget nyt er på vej er hævet over enhver tvivl - selv pro-zionistiske kredse er begyndt at udtale kritik. Blandt dem er journalisten Thomas Friedman, som for nyligt skrev en artikel i New York Times under titlen "One Wall, One Man, One Vote" (En mur, en mand, en stemme), at muren vil ende med at blive "moderen for alle de utilsigtede konsekvenser". Det vil med andre ord sige at muren i hans øjne signalerede afslutningen på den jødiske stat og begyndelsen på en bi-national stat.

Også den tidligere formand for Knesset, Avraham Burg fra Arbejderpartiet, frygter konsekvenserne af muren for Israel. I en artikel først offentliggjort i det israelske dagblad Yediot Aharonot og senere genoptrykt i bl.a. The International Herald Tribune og Politiken, skriver Burg:

"Ønsker I demokrati? Intet problem. Enten forlad det større Israel landområde, med alle bosættelserne og besiddelserne, eller giv fuldt og helt medborgerskab til alle, inklusive arabere. Resultatet vil naturligvis blive, at de, som ikke ønsker en palæstinensisk stat ved siden af os, vil have en i vor midte, gennem stemmeboksen."

Og flere amerikanske diplomater taler offentligt et tilsvarende sprog. William Burns, viceudenrigsminister for nærøstlige anliggender, sagde i en tale en af de sidste dage i september 2003 at: "når Israels bosættelser udvides og deres befolkninger øges, bliver det stadig mere vanskeligt at se, hvordan de to folk kan blive delt i to stater."

Ikke desto mindre er der en lang vej før muligheden for oprettelsen af en bi-national stat kan blive en realitet. Alligevel viser meningsundersøgelser, at 25 procent af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og Gazastriben er villige til at acceptere den bi-nationale løsning – og det er vel at mærke før, bare en enkelt politisk bevægelse er begyndt at argumentere for denne løsning. Israelerne er på den anden side ikke er så ivrige, hvilket ikke kan overraske, idet en sådan udvikling ville være ensbetydende med enden på Israel som jødisk stat. Der er endnu tid for israelerne til at ændre og vende denne proces, men tiden kan være ved at rinde ud hurtigere, end de er klar over, og det kræver langt mere end Sharons "smertelige indrømmelser".

Opsummering

Som det fremgår, er løfterne og forsikringerne om, at der for alvor ville komme gang i forhandlingerne om en konstruktiv løsning på Palæstina-Israel konflikten umiddelbart efter Irak-krigen ikke blevet indfriet. Flere forhold kan forklare dette. I første omgang er det nærliggende at henvise til de store problemer, som de amerikanske besættelsesstyrker og deres allierede har oplevet i Irak. Den spændte og uholdbare situation i Irak har vanskeliggjort en øget amerikansk indsats i forhold til Palæstina-konflikten. En anden forklaring er, at der findes kræfter i den amerikanske regering, der er meget tæt allieret med Sharon-regeringen, som ganske enkelt ikke ønsker en løsning baseret på international lov.

Da 2004 er valgår i USA, er det tvivlsomt, om den amerikanske regering vil stå fadder til nye initiativer eller søge at implementere allerede vedtagne initiativer. Ingen republikansk ledet amerikansk regering – og slet ikke Bush-regeringen – kunne tænke sig at lægge sig ud med den stærke kristne-zionistiske lobby, som udgør en væsentlig del af de republikanske kernevælgere. Regeringen ønsker givetvis ej heller at modsætte sig den indflydelsesrige jødiske lobby, og således er det vanskeligt at se udviklingen gå i en positiv retning.

Det internationale samfunds handlingslammelse vis-a-vis konflikten er en stærkt medvirkende årsag til at Israel er i stand til at fortsætte med at skabe nye facts on the ground (fx etableringen af Muren og udvidelsen af de illegale bosættelser på Vestbredden). Disse umuliggør ganske enkelt den to-stats løsning, som kvartetten i efteråret 2003 gjorde til det internationale samfunds klare målsætning. Som den danske statsminister gjorde det klart i en pressemeddelelse af 18. marts 2003 "uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten" .

Resultatet af lammelsen er derfor på kort sigt at, en apartheid-lignende situation er ved at udvikle sig. På længere sigt kan det føre til en helt anden løsning, end den der opereres med for indeværende, nemlig etableringen af en demokratisk, bi-national stat.