AFREJSE OG ANKOMST TIL THAILAND

 
Vi havde fundet 3 restpladser på tekst tv 5 dage før afrejse til 5100 pr. bilet. Turen gik til Kata, som ligger i det sydlige Thailand. Med i prisen var hotel med  morgenmad. SUPER BILLIGT!

Turen til Thailand var ULIDELIG LANG!
Vi kørte i bil fra Hirtshals til Kastrup. Vi skulle være i Kastrup - jeg mener det var en time før afgang. Afgangen blev aflyst i 2 timer, da der var noget galt med den ene vinge. Det var ulidelig lang tid at sidde og vente - og ryge måtte vi jo ikke - en rigtig stressfaktor for os rygere.

Endelig kom tiden til afgang mod Thailand. Vi var spændte da vi satte os i flyveren. Vi vidste, at de næste 15 timer skulle slåes ihjel i sædet.

Der var ingen benplads, maden var kedelig, vi kunne ikke ryge i mange mange timer og oven i det hele var Sofie og mig bange for at flyve.
Jeg var nødt til at skjule det så godt som muligt for Sofie, så hun ikke blev mere bange, end hun i forvejen var.

Vi landede i Thailand sidst på eftermiddagen - mega trætte. Efter en ulidelig lang rejse.Vi var fremme ved vores hotel kl. 19.00.

Vi havde ikke al for store forventninger med hensyn til hotellet, da det var restpladser. Men vi blev enorm potitiv overraskede. Nu begyndte den negative oplevelse pludselig at fordufte fuldstændig fra hjerne og de positive briller kom på.

Det var et lille hyggeligt hotel, med en lille dejlig pool i en lille oase af fuldstændig ro. Der var restaurant og bar og det sødeste personale, der ikke vidste hvilket ben de skulle stå på, for at gøre os glade og tilfredse.

Vi fik vidst vores lejlighed - fik pakket ud, tog et bad og klædte os om.

Vi var sultne og bestemte, at vi ville gå en lille tur for at finde et lille sted, hvor vi kunne få noget at spise.

Vi fandt et lille spisested nær hotellet, som så meget hyggeligt ud. Ikke noget fint og pranglende, mere et lille primitivt spisested, som var familieejet.
Neejjjjj, hvor smagte det. Det var pragtfuldt og samtidig hyggeligt og afslappende. Nej hvor var det en dejligt atmosfære. Ingen havde travlt, folk slændrede afsted i et meget langsomt tempo. Helt automatisk kom man ned i samme gear.

Efter vi havde fået den dejlige mad af den meget søde thaipige, som ikke så en dag ældre ud end 15, men sikkert var 30, ville vi gå en lille tur og se på byen.

Butikker og boder over alt, som netop lige havde en vare til "special price for you". Barer overalt med prostituerede, der forsøgte at tjene til dagen af vejen. Spisesteder, transportable køkkener, markeder, tuktuk, der kørte og dyttede over alt - ja you name it.

Vi tog hjem på hotellet og satte os i baren for at slutte denne meget lange dag af - klokken var efterhånden mange og det var mange timer siden vi rejste fra Hirtshals. En dejlig drink, græshopperne der spillede for os i kor, kulørte lys - som jeg normalt bestemt ikke bryder mig om - over alt, alt var bare dejligt.

Mon ikke vi bare sov godt den nat?

Dag 2
Vores hotel lå et par hundrede meter fra stranden, så da vi havde spist en dejlig morgenmad, bestående af frisk frugt, toastbrød, æg og bacon tog vi ned for at se stranden. Ingen af os er de store strandhunde, men på stranden skulle vi.

Vi lejede to vandscootere, hvor vi kørte rundt og ud til en ubeboet ø. Helt ubeboet var øen nu ikke, den var beboet af aber.

Det var supersjovt!

Vi tog en TukTuk ind til Karon, som lå ca. 5 km. fra Kata, hvor vi boede. En TukTuk er en slags taxi, der kører over alt, og det koster næsten ingen penge. Vi lurede noget, da vi satte os op i tuktuk'en og det første vi så, var et skilt med "Bevar Christiania"

Vi hoppede af, da vi nåede til Karon. Karon er noget større end Kata og med endnu flere indkøbsmuligheder. Vi shoppede og shoppede og shoppede. Alt er meget billigt.

Da trætheden efterhånden begyndte at melde sig i benene og tørsten trængte sig på, gik vi ind på en fortovscafe for at få noget at drikke. Her sad vi og hang ud og bare slappede af og hyggede os.
På cafeen var der et poolbord, så vi tog et par spil.

Da vi ville til at videre og gerne ville betale, var der ingen til at tage imod betaling. Vi sad og ventede et godt stykke tid, men der kom ingen. Jeg ved ikke om de var gået hjem, eller hvad de var. Vi lagde penge på disken, som vi mente svarede til det vi skulle af med og gik videre, hvor efter vi tog en tuktuk tilbage til Kata.

Jeg var glad for, at vi ikke havde købt vores billetter med aftensmad. Der var så mange spisesteder over alt og der duftede af mad over alt. Det eneste problem der lå i det var - hvilket et man skulle vælge.

Vi fandt - igen - et fantastisk sted at spise. Igen dejlig mad, hyggeligt sted og god betjening. Efter vi var færdige med maden, kunne man få tid til at gå med bare at sidde og hygge og kigge ud på gaden og på alle menneskerne. Alle var meget smilende og virkede glade og tilfredse.
Dag 3
Det var meget meget varmt, og vi havde endnu ikke vænnet os til varmen. Vi kunne næsten ikke holde ud at være nogen steder, så vi stoppede en TukTuk. Idèen var, at vi kunne få lidt luft, når vi kørte.

Det var en kvindelig chauffør. Vi fik forklaret hende, at vi ønskede at leje hende hele eftermiddagen, og at vi ønskede, hun skulle køre os ud til nogle attraktive steder.

Vi aftalte en pris - jeg mener det var omkring 200-300 ddk. Hun hentede hendes mand, og vi tog alle på tur.

Vi kørte ud til en regnskov, hvor børn badede og lejede. Ud til et vandfald, hvor vandreturen var lang får at nå toppen. Vi tog ud til en elefantfarm, en abefarm, et forlystelsessted og et udsiktspunkt.

Alt var så spændende og smukt. Vi fik lidt at spise når vi var sultne, og det lokale par kørte os videre når vi var klar.

Det var en meget dejlig dag, med mange oplevelser.

Aftenen brugte vi inde i Kata. Kata er ikke en alt for stor by, men stadig med masser af aktivitet.
Vi var bl. a. inde at få ordnet fødder. Vi blev satt op på række og så kom der ellers 3 thaipiger med deres kuve og gik igang med vores svedige fødder. Det var dejligt.

Pigerne der ordnede vores fødder var søde og meget gæstfrie. De inviterede os på kaffe på deres teresse, som vendte ud mod gaden. Her sad vi og betraktede det pulserende natteliv, hyggede med kaffen - som forøvrigt smagte meget dårlig - og grinede og fnisede. Jeg tror de synes jeg havde en dejlig mand :-)

Det var en rigtig god dag, med masser af oplevelser.
Dag 4
Vi vågnede op til endnu en dejlig varm solskinsdag.
Efter morgenmaden tog vi ned til stranden, hvor de lokale lå med deres både for at sejle turister ud på de forskellige øer der lå omkring.

Vi aftalte en pris med bådejeren, og sagde, at han skulle sejle os ud til en ø. Da vi ikke kendte noget til nogen af øerne, måtte han vælge for os. Han sejlede os ud til Freedom Island.

Freedom Island var en ø, hvor der kun boede én familie på 15.

Sidste båd tilbage til fastlandet gik kl. 16. så ville de ikke have gæster mere.

Og Freedom Island det var det. Det var et paradis. Det var som taget ud af et postkort. Det var som om vi befandt os på en anden planet, som man kun kan drømme om eksistere.

Vi snorklede og svømmede. Jan glemte, at han ikke kunne tåle saltvand og at han ikke kunne svømme. Sofie glemte, at der måske var nogen der synes hun var småfed og jeg glemte, at det der engang strittede ligeud, nu hang nedad, det var pludeselig fuldstændig ligegyldigt. Vi gik rundt og så på øen, slappede af, talte med familien, spiste osv.

Der var ingen elektrisitet på øen, og maden blev lavet over åben ild. Tiden stod stille - nej hvor var det dejligt. Precis kl. 15.50 så vi "vores" båd komme sejlende efter os. Han bragte os sikkert ind på fastlandet igen - med en meget stor oplevelse rigere i bagagen.

Aftenen fordrev vi i baren på hotellet sammen med personalet og de andre gæster. Igen sad vi og lyttede til græshopperne, der sang i kor.
Da hotellet ikke var ret stort og dermed heller ikke så mange gæster, lærte vi hurtigt hinanden lidt at kende, så vi havde en rigtig hyggelig og sjov aften.
Dag 5
Dagen var den store frisørdag. Vi tilbragte det meste af dagen i salonen.

Sofie fik lavet extensions. Fra at have skulderlangt hår, havde hun fået hår som Shakira. 
Jeg fik farvet mit hår mørkt og fik det permanentglattet. Da jeg skulle have farven skyllet ud og have vasket mit hår, blev jeg ført ind i baglokalet. Her var en briks, der mest mindede om en fødebriks. Her skulle jeg lægge mig op, efter hun havde jaget hunden ned og så fik jeg skyllet håret - i iskoldt vand, de havde ikke varmt vand.

Vi blev rigtig kredset om, det var luksus!

Det var en familie, som hjalp hinanden, der havde salonen. Meget rare mennesker.

Vi fik igen ordnet vores fødder  og Sofie og mig fik ordnet negle - hold op vi var lækre!

Vi sad og snakkede med personalet, da vi var færdige. Sofie var træt og ville gå tilbage til hotellet. På vejen blev hun stoppet af en tuktuk, der ville køre hende til hotellet. Hun havde fået meget strenge instrukser på ALDRIG at køre med. Men Sofie var træt - chauføren ville køre hende "for free" og Sofie steg op. Heldigvis gik alt godt. Chauføren mente ikke en ung kvinde skulle gå alene om aftenen, og derfor kørte han hende til hotellet. Da Sofie ankom til hotellet, så tjeneren hun blev sat af. Han startede scooteren og fik Sofie sat bagpå, hvorpå han returnerede hende til os, så der ikke kunne ske hende noget.

Sofie var efterhånden ved at være ret eftertragtet, så det var med at være vågen. Hun fik ikke lov at gå alene mere denne ferie.

Dag 6
Vi havde købt en "dagsoplevelse" Vi blev hentet kl. 7 om morgenen af en minibus, som havde været rundt og samle andre op, der ønskede samme tur som os.
Vi blev kørt ud i junglen, hvor vi blev sat af. Her skulle vi på elefanttraking gennem junglen. Det var fantastisk og fredsfyldt og en stor oplevelse. Vi sad på elefanterne, enten i en kurv, eller direkte på ryggen, det bestemte man selv. Turen gik i sneglefart gennem junglen. Elefantføreren var ind imellem væk, jeg ved ikke hvor han blev af. Thaierne har det med pludselig at forsvinde ud i den blå luft. Det var en fantastisk oplevelse og et kæmpe dyr.


Efter turen på elefantryg, blev vi kørt ud til en flod, hvor der lå kanoer klar. Vi sejlede langs floden. Der var bumstille. Det eneste man kunne høre var når åren rørte vandoverfladen. Langs floden lå der blikskure, som fiskerne boede i. Man forstår ikke, at der kunne bo mennesker i disse skure.

Herefter blev vi kørt ud til et fantastisk udsigtspunkt. Nej hvor var det flot. Det er ikke til at beskrive, det skal ses.

Vi sluttede dagen af med en dejlig middag hjemme hos vores chauffør. Han boede totalt ude i ingenmandsland. Her var der dækket op på teressen af han kone med  flere dejlige retter mad.

Efter maden kørte chauføren os tilbage til vores hotel - men med et lille ophold undervejs. Han skulle lige ind på markedet efter fisk. Imens måtte vi sidde og svede i bilen. 

Det havde været en dejlig dag og igen med masser af oplevelser.


Om aftenen tog vi på restaurant nær hotellet, hvor der var underholdning. Andre gæster fra vores hotel var der også, dem kom vi i snak med.

Vi aftalte, at vi næste aften sammen skulle tage ind til Phatong og se Thaiboxing.

Dag 7
Vi sov lidt længe, spiste morgenmad og slappede af hjemme på hotellet ved poolen. Det var rigtig hygge hygge. Vi var alene ved den dejlige pool. Vi badede og solede os. Fik kolde forfriskninger og sludrede.
En thai'er havde fået udkig på Sofie og hun kunne ikke ryste ham af. Sofie var møgirriteret og vi var ved at dø af grin. Det var så åbenlyst, at hun ikke gad snakke med ham, med det fattede han ikke.

Aftensmaden indtog vi på vores foretrukne spisested. Vi elskede maden der og samtidig var det så hyggeligt. Vi kunne sidde og spise og samtidig se ud på byen

Om aftenen tog vi en taxi ind til Phatong sammen med de andre danskere for at se Thaiboxing. Det var noget af dyreste vi foretog os dernede, men stadig ikke noget at snakke om.

Det var en hel vild stemning - en sjov oplevelse. Thai'erne råbte og skreg og vi forsøgte at råbe med på de rigtige tidspunkter. Øllet blev hentet til os til vores pladser, så vi behøvede ikke forlade kampene når vi var tørstige.

Første kamp var med 8 årige drenge - næste kamp med 11 årige drenge - næste med 14 årige - næste 17 årige - næste med kvinder og så hovedkampen.

Jeg ved ikke hvor spændende jeg synes kampene var, jeg viste jo ikke noget om, hvordan man scorede point, men det var en fantastisk stemning.

Vi var sent hjemme ved hotellet. Vi sluttede dagen af med lidt at drikke i hotellets bar sammen med de andre gæster og personalet. 
DAG 8
Vi havde glædet os rigtig meget til denne dag! Turen til Phi Phi Island. Især jeg havde glædet mig meget.

Sonni havde fortalt så meget om Phi Phi fra hans besøg der og vi havde set masser af billeder derfra. Et rigtig paradis.

Filmen "The Beach" med Leonardo Di Caprio er optaget på denne ø.

Skæbnen ville så, at Sofie var blevet syg den dag, det var rigtig rigtig ærgeligt.

Vi bestemte os for at tage afsted alligevel, i håb om hun ville få det bedre i løbet af dagen.

Vi sejlede et par timer ud til Phi Phi Island, hvor vi så blev sat i land. Sofie lå og sov under det meste af turen derud.

Da vi kom i land på Phi Phi, lejede vi en lokal fisker til at sejle os rundt om øerne. Han sejlede også ind til øerne så vi kunne gå i land.

Bare at sejle rundt i den lille båd helt tæt på øerne var et fanastisk syn - nej hvor var det flot.

Der var bl.a. en ø, hvor der kun boede aber. Man kunne gå helt hen til aberne og fodre dem med bananer og give dem vand.

Ud for "The Beach" Sprang vi i vandet for at snorkle - OG JEG SIGER JER DET VAR FLOT! Der var koraller og fisk i alle regnbuens farver.

Inde på Phi Phi var der fyldt med boder, det mindede om Hjallerup Marked. Man kunne købe alt hvad hjertet begærer.

Vi spiste på en restaurent helt ned til vandet. Vi sad faktisk på stranden, det var virkelig dejligt.

Tanken var, at vi ville blive på Phi Phi et par dage og bare overnatte i en hytte på stranden, men da Sofie ikke havde fået det bedre, tog vi båden tilbage til fastlandet og hjem til hotellet, hvor Sofie kunne komme i seng og få sovet.

Phi Phi Island er virkelig et besøg værd!
DAG 9
Efter en stille og rolig morgenmad, lejede hver sin scooter. Det kostede ca. 30 ddk. i døgnet at leje en scooter.

Vi kørte vidt omkring. Det var en rigtig god måde at se en  masse på, og komme helt tæt på lokalbefolkningen.

Vi kørte bl.a. ud til en fiskerby, hvor der ikke var en turist i miles omkreds. De levede af de fisk, perler og skaller de fangede, forsynede sig selv og solgte resten.

Ud af skallerne og perlerne lavede de de smukkeste smykker og små nipsting, som de solgte. Ligeledes fiskene og skaldyrene kunne man købe. Aldrig har jeg forestillet mig, at der fandtes så store skaldyr!

Befolkningen var som alle andre steder i Thailand utrolig gæstfrie, smilende og søde.

Vi kørte videre, hvor vi stødte på en kirkegård, hvor mange Tsunamiofre var blevet begravet.

Strandene der omkring var ikke blevet helt ryddet efter katastrofen, det var et uhyggeligt syn.


På et tidspunkt stødte vi på et spisested ude i ingenmandsland. Vi tog holdt og fik noget at drikke og spise.

Ellers kørte vi bare rundt og så på landskaberne og byerne vi mødte. Rundkørslerne var dog ikke sjove at komme ind i, jeg ved stadig ikke i dag, hvordan man skulle køre i dem.

Thaierne er utrolig hensynsfulde over for turister i trafikken, men hel tryg var jeg nu ikke. Om man overhalede indenom eller udenom, var ligegyldigt, man dyttede bare lidt ind imellem.

Det var en fantastisk dag, hvor vi så meget, hvor der ikke kom turister.
DAG 10
Der var utrolig varmt. Vi havde ikke bestemt os for noget specielt denne dag.

Vi lejede en Tuk Tuk, så vi kunne få lidt luft. Det var en dejlig måde både, at få lidt luft på og samtidig se noget.

Vi tog ind til Karon, hvor vi gik ind i et kæmpe stort shoppingcenter. Der var dejlig køligt derinde.

Vi fik købt en masse tøj, sko, tasker, makeup, smykker mm. <man kan vel sige vi gik lidt amok.

Vi gik ind på en fortovscafe, hvor der var alt fra havet, det var bare MUMS.

Vi tog på marked, hvor vi igen handlede ind til den store guldmedalje.

En rigtig afslappende dag!

Om aftenen sad vi og hyggede på hotellets bar sammen med de andre danskere. Vi var kommet til at snakke en del med dem, så det var rigtig hyggeligt, at sidde og slappe af, sludre og få lidt til ganen.

Sofie havde fået en tilbeder - Feem. Han var helt væk i hende og sagde ustandselig: Safiiia! Og havde julelys i øjnene.

Han var pludselig væk i en times tid. Da han kom tilbage, havde han den flotteste melon udskåret som en rose med til Safiiia.

En dejlig dag!
DAG 11
Jan havde bestemt sig for at få en mega tattovering. Vi havde i nogle dage forsøgt at lave en god pris, undersøgt om hygiejnen var i orden osv.

Jan havde først fået det hele tegnet op med kuglepen, så kunne han gå og se om der var nogen ændringer han gerne ville have lavet.

Han skulle have lavet den over 3 dage. Prisen blev aftalt til 2800 ddk. Prisen lå langt under prisen herhjemme.

Sofie og mig sad uden for og hyggede, snakkede med de lokale, sørgede for Jan fik vand osv.

Vi gik til frisøren og fik ordnet vores hår og blev kredset om.

Vi havde efterhånden lært mange af de thailændere der havde boder i nærheden at kende, så dem snakkede vi også med, imens Jan blev tattoveret.

Der er rigtig smukt, når mørket faldt på. Der er lys i alt der kan være lys i - kulørte lamper over alt og en hyggelig stemning.

Vi blev i Kata om aftenen og spiste, og sad og hang ud og hyggede os.

Jan havde lidt ondt i huden efter tatto, så han lå meget stille denne nat
.
DAG 12
Vi gik en lang tur. Byen vi boede i havde meget at byde på. Vi kunne alle 3 godt lide markedspladserne - at gå og småshoppe.

Jan skulle ind og tattoveres videre i 5 timer. Sofie og mig tog os af ham imens - han svedte så det drev, så der skulle væske til.

Da Jan var færdig med at bliver tattooveret, var der efterhånden blevet mørkt. Vi fandt en dejlig restaurant og fik noget at spise og tog derefter hjem til hotellet.

Vi havde den mest praktfulde aften. Der var omkring 28 grader, græshopperne spillede igen for os og ikke en vind.

Vi satte os ved poolen, som var oplyst om aftenen. En lille pool i en lille gårdhave. En lille oase!

Vi badede og hyggede og snakkede. Sofies ven Feem vartede os op med drinks og kaffe.

Vi var de eneste der var ved poolen - det var simpelthen så hyggeligt, at vi ikke havde lyst til at gå i seng.
DAG 13
Vi var ude at køre scooter, da vi blev stoppet af en thailænder midt ude i skoven. Han stod midt på vejen med armene ude til siderne.

Først troede vi der var sket noget, men han guidede os bare ind til en restaurent.

DET VAR SÅ FLOT! Restaurenten lå ud over en klippe, så der var intet under os - lidt spooky!

Der fik vi de kæmpehummere at smage - MUMS, siger jeg bare. Der var et kilo ren hummerkød til hver, nej hvor vi åd.

Jan Skulle tattoveres færdig inden vi skulle rejse hjem, så vi tog til Kata.

Om aftenen var vi og de andre danskere på hotellet igen samlet sammen med personalet i baren. Vi havde en rigtig hyggelig aften, men fik vist lidt for meget at drikke ;-)

DAG 14
Dagen var kommet, hvor der var hjemrejsedag.

Vi sov lidt længe, pakkede al vores bagage og gik ned for at spise morgenmad.

Vi sad og snakkede med personalet, som kom med afskedsgaver til os.

Om de var hjemmelavet, eller købt ved jeg ikke. Men jeg ved hvad deres dagsløn var for 12 timers arbejde, så jeg kan ikke forestille mig de havde købt dem.

Vi fik hver en duftende blomsterranke til halsen og armen. Det var rigtig sødt.

Vi fik taget afsked, og blev kørt til lufthavnen. Tankerne begyndte at kredse om den lange flytur hjem.

Et af de par vi lærte at kende dernede, tilbød os en "afslapningspille". Det var piller de havde fået ordinæret af lægen hjemme i Danmark. Det var ikke sovepiller, men skulle virke sådan, at man slappede bedre af.

Flyturen hjem var ikke så uuholdelig, som turen derned - men den var stadig lang.

Vi landede kl. 21 i Kastrup Lufthavn til snestorm!

HVAD GAV DENNE FERIE MIG?

En helt fantastisk ferie. Som at gå ind i en anden verden.

Så søde og gæstfrie mennesker.

Så pragtfuld mad.

Så vidunderligt et klima.

Så enorm en flot natur.

Så billigt.


SE BILLEDER FRA TUREN VED AT KLIKKE HER